Gåden om astronauternes fald - de sidste ord var 'uh oh'

Da rumfærgen Challenger skulle sendes op for 30 år siden, var der en mand, der ikke turde se tv. Han vidste, der ville ske en enorm katastrofe.

Morgenen den 28. januar 1986 var kold. Termometeret ved rumcenteret i Cape Canaveral i Florida viste to grader, og der hang istapper fra de stålkonstruktioner, der omgav rumfærgen Challengers affyringsrampe.

Trods den kølige morgen havde affyringsområdet i timevis været fyldt med tilskuere, som ville se rumfærgen Challenger - USAs gigantiske reklamesøjle for overlegenhed i rummet.

Tusindvis af kilometer derfra - i staten Utah - sad en mand, som slet ikke havde lyst til at se det spektakulære show. Han var nemlig overbevist om, at rumfærgen ville eksplodere på rampen. 

Manden hed Roger Boisjoly og var ingeniør hos firmaet Morton Thiokol - en underleverandør til USAs rumagentur, NASA.

Roger Boisjoly vidste, at den iskolde morgen ville få fatale konsekvenser, men ingen ville høre på ham.

Og han havde ret: I stedet for at stå i første række til et glimt af USAs storhed, var tilskuerne i Cape Canaveral i virkeligheden 73 sekunder fra at opleve den værste katastrofe i rumfartens historie, men det anede de intet om, da raketmotorerne satte i gang klokken 11.38.

Aftenen før opsendelsen - den 27. januar - havde Roger Boisjoly overtalt sine chefer til at holde telekonference med NASA, fordi han frygtede, at to gummiringe på rumfærgens løfteraketter ville blive stive i det kolde vejr. Roger Boisjoly vidste, at de stive gummiringe kunne få voldsomme stikflammer til at komme ud af siderne på de to løfteraketter.

Roger Boisjoly havde gentagne gange advaret mod gummiringene i rumfærgens løfteraketter, men NASA tog ham ikke alvorligt.
Roger Boisjoly havde gentagne gange advaret mod gummiringene i rumfærgens løfteraketter, men NASA tog ham ikke alvorligt. Foto: Polfoto / Polfoto

Men hos NASA var Challenger-missionen alt for vigtig til, at en bekymret ingeniør skulle bremse den. Og Roger Boisjolys egne chefer turde ikke bakke ham op. NASAs topfolk frygtede besparelser, og med Challenger-missionen havde organisationen en enestående chance for at vise sit værd.

USAs præsident Ronald Reagan havde nemlig reserveret en plads til skolelæreren Christa McAuliffe på rumfærgen.

Hun skulle være verdens første civile astronaut, og gennem massiv medieomtale skulle hun fastholde amerikanernes interesse for det dyre rumprogram og fremme interessen for uddannelse i USA.

For at sætte ekstra trumf på reklameværdien, havde NASA leveret et kapitel til præsident Reagans årlige tale til nationen -"State of The Union" - hvor Reagan i talen skulle henvende sig direkte til Christa McAuliffe ude i rummet.

Talen skulle holdes foran millioner af tv-seere om aftenen den 28. januar. Vi vender tilbage til, hvordan den kom til at lyde.

Offentlighedens interesse i projektet var guld værd for både NASA og Reagan. Derfor var pressen mere end velkommen ved opsendelsen, og derfor er der i dag omfattende billedmateriale, der viser, hvordan Christa McAuliffe og hendes seks astronaut-kolleger på Challenger aldrig undslap tyngdekraften.

Christa McAuliffe træner i at være vægtløs.
Christa McAuliffe træner i at være vægtløs. Foto: Getty Images / Getty Images
Besætningen på Challenger: Mike Smith, Dick Scobee og Ron McNair foreest. Bagerst er  Ellison Onizuka, Christa McAuliffe, Greg Jarvis, og Judith Resnik.
Besætningen på Challenger: Mike Smith, Dick Scobee og Ron McNair foreest. Bagerst er Ellison Onizuka, Christa McAuliffe, Greg Jarvis, og Judith Resnik. Foto: NASA / Scanpix Danmark
Barbara Morgan (forrest) var heldig. Hun skulle erstatte Christa McAuliffe (bagerst) på Challenger i tilfælde af sygdom.
Barbara Morgan (forrest) var heldig. Hun skulle erstatte Christa McAuliffe (bagerst) på Challenger i tilfælde af sygdom. Foto: Getty Images / Getty Images

Challenger klarede aldrig turen. Fartøjet forsvandt i en røgsky med tusindvis af amerikanske skoleelever som vidner.

De havde i månederne inden opsendelsen fulgt, hvordan et felt på 110.000 ansøgere til jobbet som landets første civile astronaut var blevet snævret ind til én. Og NASA havde sørget for at opsendelsen blev vist på en lang række amerikanske skoler.

Christa McAuliffe var på rekordtid blevet en national berømthed i USA. Hun optrådte i tv, der blev lavet en film om hende og hendes smittende entusiasme kastede tiltrængt glans over rumfærgeprogrammet.

Men det stoppede klokken 11.39.13, da rumfærgen pludselig forsvandt, mens de to løbske løfteraketter fortsatte opad og tegnede et uhyggeligt mønster på himlen.

De fleste tilskuere troede sandsynligvis, at astronauternes liv endte i ildkuglen, men det skulle senere vise sig, at realiteterne måske var langt mere grusom. Det vender vi tilbage til senere.

Hos NASAs kontrolcenter i Texas var PR-afdelingen på plads til at formidle den spektakulære opsendelse. Tv-billederne skulle ledsages af så præcise informationer som muligt, så 1.600 kilometer fra Cape Canaveral var den 34-årige kommunikationsofficer Steve Nesbitt taget på arbejde på trods af en lurende forkølelse.

Steve Nesbitt
Steve Nesbitt Foto: NASA / NASA
To af NASAs flyveledere under ulykken. De fleste havde så travlt med at se på deres computere, at det tog flere sekunder før det gik op for dem, hvilke billeder der rullede hen over tv-skærmene.
To af NASAs flyveledere under ulykken. De fleste havde så travlt med at se på deres computere, at det tog flere sekunder før det gik op for dem, hvilke billeder der rullede hen over tv-skærmene. Foto: NASA / NASA
Den høje fart fik rumfærgens dele til at fortsætte opad efter Challenger var faldet fra hinanden.
Den høje fart fik rumfærgens dele til at fortsætte opad efter Challenger var faldet fra hinanden. Foto: - / Scanpix Danmark

Nesbitt skulle være NASAs "stemme" under opsendelsen, og han kom til at levere et citat, der gik over i verdenshistorien.

Arbejdsfordelingen hos NASAs PR-folk var sådan, at Kennedy Space Center i Cape Canaveral stod for lyden på tv-signalet, mens astronauterne gik om bord. Centeret i Houston overtog så missionen, når Challenger havde forladt Jorden.

Steve Nesbitt kunne følge med på tv-billederne, og foran sig havde han en ni-tommers skærm, der i sort-hvide tal gav ham data om missionen. Desuden havde han et stykke papir med en liste over, hvordan opsendelsen skulle formidles:

Cirka hvert 15. sekund var der et "højdepunkt", der skulle fastholde seernes interesse.

Opsendelsens klimaks var planlagt til at komme to minutter og fem sekunder efter, at Challenger havde løftet sig fra Jorden. Her skulle løfteraketterne efter planen brænde ud - og de direkte udsendelser på USAs tv-netværk kunne næppe forventes at vare længere end det.

Den dag i dag er der mange amerikanere, der tror, at de så Challenger eksplodere på direkte TV. Men fleste af dem tager fejl, for alle store tv-stationer nøjedes med at vise begyndelsen af opsendelsen, hvorefter der blev klippet væk.

Kun CNN og NASAs skole-tv beholdt billederne af rumfærgen på skærmen og lyden af Steve Nesbitt i højttalerne.

Du kan se CNNs dækning via YouTube herunder:

De store tv-stationer vendte dog hurtigt tilbage for at vise båndoptagelser af den ufattelige ulykke.

En af dem, som heller ikke så selve øjeblikket på direkte tv, var Steve Nesbitt.

Han sad nemlig med sit lille tv-apparat til venstre for sig og havde travlt med at se på sin computerskærm, da det gik galt.

- Et minut og 15 sekunder. Hastighed 2900 fod i sekundet. Højde: Ni sømil. Tilbagelagt afstand: Syv sømil.

Sådan lød lydsporet helt roligt fra Steve Nesbitt, mens tv-billederne viste løfteraketternes groteske dans på himlen.

Billedet af selve eksplosionen blev et ikon, som efterfølgende er blevet brugt igen og igen, når historien om ulykken skal fortælles.
Billedet af selve eksplosionen blev et ikon, som efterfølgende er blevet brugt igen og igen, når historien om ulykken skal fortælles. Foto: BRUCE WEAVER / AP

Hans opgave var at kommentere opsendelsen, men der stod intet om en gigantisk røgsky i hans manuskript.

- Jeg tænkte: Sikke noget møg. Der er noget galt, har Steve Nesbitt efterfølgende fortalt til USA Today.

- Jeg hørte ikke nogen hos Mission Control sige 'Rumskibet er gået i opløsning'. Der var ingen der sagde noget.

Han vidste, at det var hans arbejde at sige noget, og det tog ham 15 sekunder at finde på noget at sige.

Det blev til den nu verdensberømte sætning:

- Her er flykontrollen. Vi følger situationen nøje. Der har tydeligvis været en større funktionsfejl. 

Megan Corcoran, elev i tredje klasse og ven med Scott McAuliffe, der mistede sin mor i ulykken. Megan Corcoran har netop fået at vide hvad der er sket.
Megan Corcoran, elev i tredje klasse og ven med Scott McAuliffe, der mistede sin mor i ulykken. Megan Corcoran har netop fået at vide hvad der er sket. Foto: JIM COLE / AP

Så holdt han en ny pause på 39 sekunder, før han kunne bekræfte, at rumfærgen var eksploderet. 

Men selve Challenger var faktisk ikke eksploderet, skulle det senere vise sig.

I to timer forsøgte Steve Nesbitt at formidle informationer fra katastrofen 1.600 kilometer derfra.

Derefter tog han fri og besøgte et indkøbscenter.

- Jeg købte mig en is og gik bare rundt i et forsøg på at føle mig normal igen, har han senere fortalt.

NASAs PR-mand Steve Nesbitt fortsatte i jobbet trods chokket i 1986. Og 17 år efter Challenger-ulykken måtte han fortælle amerikanerne om endnu en forlist rumfærge. Denne gang var det Columbia.
NASAs PR-mand Steve Nesbitt fortsatte i jobbet trods chokket i 1986. Og 17 år efter Challenger-ulykken måtte han fortælle amerikanerne om endnu en forlist rumfærge. Denne gang var det Columbia. Foto: Getty Images / Getty Images

Der var dog andre NASA-ansatte, der blev hårdere ramt af ulykken - faktisk krævede Challenger et ottende dødsoffer i Florida. 

Hos NASA i Cape Canaveral fik den 69-årige ingeniør Elmer Andrew Thomas nemlig et hjertetilfælde. Kort før ulykken havde han været med til at fylde næsten halvanden million liter brændstof på Challenger, og da han så rumfærgen gå op i røg, fik den ellers raske ingeniør smerter i brystet.

Han døde dagen efter på Jess Parrish Memorial Hospital i byen Titusville.

Det skulle tage mange måneder at afdække, hvad der præcis var sket med rumfærgen, og hvorfor katastrofen var sket.

Faktisk afslørede tv-billederne den "større funktionsfejl" allerede 45 sekunder efter Challenger havde forladt affyringsrampen.

Her ses tre lysglimt ved Challengers højre vinge. 

Efter 58 sekunder har der dannet sig en røgsky ved den højre løfteraket - efter 59 sekunder er der flammer.

Inde i Challenger var der ingen, der anede, at noget var galt.

- Mærk hvor det ryster, lyder det fra pilot Michael J. Smith på rumfærgens intercom. 

- Wooooo, hoooooo, svarer en ukendt stemme om bord.

De kritiske sekunder hvor Challenger forulykker. Bemærk at der kommer ild ud et stykke oppe af den højre løfteraket.
De kritiske sekunder hvor Challenger forulykker. Bemærk at der kommer ild ud et stykke oppe af den højre løfteraket. Foto: - / Scanpix Danmark

Billederne af Challenger viser, at der 66 sekunder inde i flyvingen er opstået en lys prik på løfteraketten i højre side - og denne prik peger ind mod rumfærgens underside, hvor den kæmpemæssige tank med brændstof er fastgjort.

Samme sekund viser tal fra rumfærgen, at trykket i tanken er begyndt at falde.

Efter 72 sekunder bevæger rumfærgen sig i et pludseligt ryk og dernæst lyder den sidste melding fra pilot Michael J. Smith på rumfærgens intercom:

- Uh, oh

På det tidspunkt bevægede Challenger sig opad med næsten to gange lydens hastighed.

Men den blev lynhurtigt indhyllet i en eksplosionsagtig brand, mens den udvendige brændstoftank gik op i flammer. 

Challenger selv blev revet i stykker af luftmodstanden og den høje fart. Den eksploderede ikke.

Her ses det tydeligt, hvordan Challengers løfteraketter fortsætter til vejrs i en grotesk dans hen over himlen.
Her ses det tydeligt, hvordan Challengers løfteraketter fortsætter til vejrs i en grotesk dans hen over himlen. Foto: BOB PEARSON / Scanpix Danmark

 Vingerne roterede væk og bagenden faldt mod Atlanterhavet, mens der stadig var ild i raketmotoren.

Forenden, hvor de seks astronauter sad, blev revet af og fortsatte opad i den tynde luft med en hale af elektriske kabler og slanger bag sig.

Historien om astronauternes videre skæbne blev bogstaveligt talt indhyllet i en røgsky, og der blev den i mere end seks uger.

Nede på overfladen af Atlanterhavet begyndte et gigantisk eftersøgningsarbejde.

En militærhelikopter fragter et stykke af rumfærgen til Kennedy Space Center om morgenen den 2. februar 1986
En militærhelikopter fragter et stykke af rumfærgen til Kennedy Space Center om morgenen den 2. februar 1986 Foto: JIM NEIHOUSE / AP

En flåde på 16 skibe, en større ubåd, to miniubåde og fire ubemandede ubåde deltog i bjærgningsarbejdet, der kom til at vare helt frem til den 29. august 1986.

På det tidspunkt havde dykkere tilbragt 1.549 timer på havbunden for at fiske stumper op, der måske kunne bidrage til mysteriet om, hvad der var gået galt.

Men lad os lige skrue tiden tilbage til den 28. januar 1986 - for katastrofen rystede hele USA.

I Det Hvide Hus havde præsident Ronald Reagan planlagt sin årlige "State of The Union" tale, så den kom lige efter opsendelsen af Challenger.

Skolebørn i Florida mindes ofrene for katastrofen den 30. januar 1986.
Skolebørn i Florida mindes ofrene for katastrofen den 30. januar 1986. Foto: JOE SKIPPER / AP

Her ville Reagan hylde rumprogrammet og tale om 'den første skolelærer i rummet', men i stedet måtte han som den eneste præsident nogensinde udsætte talen.

I stedet holdt han en tale til amerikanerne, hvor han forsikrede dem om, at de tabte liv ikke var forgæves.

- Vi vil fortsætte vores færd i rummet, sagde Reagan og lovede "flere frivillige, flere civile og flere lærere i rummet."

Ronald Reagan taler til amerikanerne om ulykken.
Ronald Reagan taler til amerikanerne om ulykken. Foto: DENNIS COOK / AP

En uafhængig undersøgelseskommission blev sat til at undersøge katstrofen, og den skulle komme til at blotlægge en række svigt hos NASA, som ikke havde lyttet til ingeniøren Roger Boisjolys advarsler.

Faktisk havde NASA svaret på flere advarsler med det argument, at 'hvis det gik godt forrige gang vi sendte rumfærgen op - ja så går det også godt næste gang'.

Roger Boisjoly selv afviste at se opsendelsen på tv sammen med sine kolleger. Han frygtede som tidligere skrevet, at Challenger ville eksplodere på rampen. Men da han hørte at rumfærgen var lettet, åndede han lettet op og sluttede sig til kollegerne.

De følgende sekunder ændrede hans liv - men ikke til det bedre.

De syv astronauters skæbne blev opklaret den 10. marts 1986. Da bekræftede NASA, at Challengers forende var fundet på bunden af Atlanterhavet. 

Det 71 kubikmeter store stykke vraggods lå på 30 meters dybde. Den indeholdt stadig rester af besætningen, men NASA afviste i første omgang at kommentere på ligenes tilstand og ikke mindst dødsårsagen.

NASAs egne eksperter forsøgte at fastslå, hvordan astronauternes sidste øjeblikke havde været. Den 28. juli 1986 kom der svar.

Alle astronauterne havde været udstyret med iltmasker, der kun skulle aktiveres i nødstilfælde. Fire masker blev fundet - af dem var tre aktiveret. 

En del af Challenges vinge blev fundet den 18. april 1986
En del af Challenges vinge blev fundet den 18. april 1986 Foto: Getty Images / Getty Images

NASAs ekspert Joseph P. Kerwin udkom med en rapport, hvor han skrev, at det var usandsynligt, at astronauterne omkom, da Challenger gik i stykker. Desuden var det "sandsynligt, men ikke sikkert," at astronauterne mistede bevidstheden inden det 20 kilometer lange frie fald tilbage mod Jorden. 

Dermed kan en eller flere af dem have været ved bevidsthed i de 2.45 minutter det tog, inden resterne af Challengers passagermodul ramte Atlanterhavet med 333 kilometer i timen.

Det er aldrig blevet opklaret om besætningen var ved bevidsthed, og diskussionen raser stadig.

Kisterne med resterne af de omkomne Astronauter forlod Florida den 29. april 1986.
Kisterne med resterne af de omkomne Astronauter forlod Florida den 29. april 1986. Foto: Wikimedia Commons / Wikimedia Commons

Til gengæld blev årsagen til ulykken opklaret.

Den hænger sammen med kulden om morgenen den 28. januar.

Istapper på rampen inden Challenger sendes ud på sin sidste rejse.
Istapper på rampen inden Challenger sendes ud på sin sidste rejse. Foto: Wikimedia Commons / Wikimedia Commons

To cirka 12 meter lange gummiringe på den højre løfteraket var ikke smidige nok på grund af kulden. Det åbnede for, at en stikflamme fra raketten kunne brænde hul på brændstoftanken.

Det havde den bekymrede ingeniør Roger Boisjoly forudsagt så sent som aftenen før katastrofen, og siden juli 1985 havde han gentagne gange forsøgt at råbe sine chefer hos Morton Thiokol og NASA op, men uden held. 

Hver gang var han blevet afvist med argumentet om, at når det gik godt sidste gang, så går det nok også godt næste gang. 

Nu skulle man tro, at Roger Boisjoly ville blive hyldet for sin indsats efter ulykken - på trods af, at hans advarsler havde lydt for døve ører.

Men da han vidnede om ulykken, NASAs rolle i den, og mod sine chefer i Morton Thiokol, blev han ugleset i sin branche. Han mistede sit job og fik posttraumatisk stress.

Efter ulykken brugte han blandt andet sin tid på foredrag om etik. Han døde af kræft i 2012.

Og NASA?

Efter en pause fortsatte de med at sende rumfærger op. Lige ind til 2003, hvor rumfærgen Columbia brændte op i atmosfæren.

Columbia blev sendt op trods advarsler fra bekymrede ingeniører, der frygtede at isstykker kunne slå hul på rumfærgens varmeskjold under opsendelsen.

Men det er en anden historie. 

Kære læser - du har nu læst artiklen om Challenger til ende. Den er blevet til på baggrund af interview med Claus Jensen, forfatter til "Challenger - et teknisk uheld" samt materiale fra NASA, Space Safety Magazine, Spaceflight Now og USA Today.  

Hvis du har mod på flere længere artikler af samme skribent, er der flere her: