Bosætter: Hvorfor anses vi som ”legitime” mål for mord og terror?

16x9
Den 23-årige Shlomit Krigman blev så hårdt såret, at hun senere døde af sine kvæstelser Foto: ABIR SULTAN / Scanpix Denmark

Det er efterhånden så meget hverdag hernede, at det ikke længere når ud i de internationale mediers avisspalter eller giver de store overskrifter.

Men sammenstødene mellem palæstinenserne og israelerne foregår næsten hele tiden. Det er bare ikke en ”nyhed” længere. 
 
For et par dage siden ramte en sådan ”hverdags tragedie”, som ikke længere vækker mediernes interesse, bosættelsen Beit Horon ikke ret langt udenfor Jerusalem.
 
Et par palæstinensere bevæbnet med knive og sprængstof trængte ind i bosættelsen.
 
To kvinder blev stukket ned straks efter de to palæstinensere var kommet over bosættelsens hegn. En kvinde udenfor døren til den lille, lokale købmandsbutik og en anden på parkeringspladsen mellem butikken og legepladsen til landsbyens børnehave.
 
- Det var et rent lykketræf, at de to terrorister ikke fortsatte til børnehaven”, siger en af indbyggerne, som kun vil fortælle, at han hedder Yigal, til mig. ”Det kunne være blevet et endnu frygteligere blodbad.
 

Ung kvinde dør af sine kvæstelser

Indehaveren af købmandsbutikken, Mordechai Shalem, blev advaret om terroraktionen af sin kun 13 år gamle bydreng Shoval, og han havde held til at holde de to terrorister ude af butikken ved at blokere indgangen med en indkøbsvogn. Derefter løb de to palæstinensere forbi forretningen og forsøgte at placere deres sprængstof.
 
Af en eller anden grund eksploderede bomben ikke, og de to blev umiddelbart efter skudt og dræbt af en af bosættelsens sikkerhedsvagter.
 
Den lokale redder Yehudit Tayar ankom til scenen få minutter senere. Hun gav førstehjælp til de to sårede kvinder, men den ene af dem, 23-årige Shlomit Krigman er så hårdt såret, at hun senere dør af sine kvæstelser.
 

Idyllisk drøm skudt i sænk

Mange af beboerne i Beit Horon ser deres bosættelse som en forstad til Jerusalem. Men den idylliske drøm er blevet skudt i sænk med mordet på Shlomit Krigman.

Da jeg ankommer til bosættelsens købmandsbutik, sidder en gruppe piger og synger på fortovet udenfor, hvor beboerne har lavet et lille midlertidigt mindesmærke for den dræbte Shlomit Krigman, som studerede industrielt design.

Flere af indbyggerne, som jeg taler med, kan sådant set godt forstå, at de internationale medier er fokuseret på den langt større konflikt i nabolandet Syrien, men de er chokerende over, at mange udenfor Israel mener, at de på en eller anden måde er legitime mål uden rettigheder. At det er accepteret at de bliver angrebet og myrdet, fordi de bor i en bosættelse, mens palæstinensernes mord bliver forklaret med legitim frustration og vrede. 
 
- Terroristerne bliver udnævnt til martyrer, og der bliver navngivet gader efter dem og afholdt sportsstævner i deres navn ovre på den palæstinensiske side, siger Yehudit Tayar rystet. 
 
- Når og hvis der en dag bliver fred, så ved vi, hvor grænsen imellem Israel og Palæstina kommer til at forløbe. Men indtil da har vi kun en våbenhvilelinje fra en krig mellem Israel og Jordan. Et sted hvor fronten en gang frøs fast, siger Yigal. 
 
- Vi bor lige umiddelbart på den anden side af den linje. Men vi er ganske almindelige civile borgere. Hvorfor har vi ikke krav på den samme medfølelse som alle andre almindelige civile, der bliver ofre for terror, i denne verden? Det forstår jeg ikke. Og at nogen kan mene, at det er retfærdigt og rimeligt at myrde os på grund af vores adresse, er helt grotesk, siger han.
 

Købmand reddet af sin bydreng

Mordechai Shalem står og vasker en kummefryser til Ben & Jerry’s Is udenfor forretningen, da jeg ankommer. Han er en venlig, rund mand, som har et billede af sin foretrukne rabbiner og nogle velsignelser hængende over indgangsdøren til sin købmandsbutik som en slags beskyttende amuletter.
 
Det var dog mere en årvågen bydreng og en indkøbsvogn, der for et par dage siden reddede ham og de handlende i hans butik.

Mordechai Shalem vil selv efter det, der er sket, ikke have en pistol til at beskytte sig med. 

- Det hjælper ikke ovre i USA”, fortæller han. ”Og det er heller ikke et godt signal at sende til børnene.
 
Han tror på trods af alt stadigvæk på, at israelere og palæstinensere en dag kan lære at leve fredeligt side om side.
 
Det gør Avraham Hasida, som jeg senere drikker en kop kaffe med, derimod ikke.
 
- Hvordan kan det være, at der gerne må bo arabere i Israel, spørger han retorisk. 
 
- Hver femte borger i Israel er araber. De kan stemme, har politiske partier og er repræsenteret i parlamentet. Men kører en israeler ved en fejl op ad en forkert vej og ender i Ramallah, så bliver han lynchet. At tale om, at der en gang skal være jødiske borgere i en palæstinensisk stat, som der er arabere i Israel, forekommer helt absurd.
 
- Men hvorfor kan vi ikke bo her, når de kan bo sammen med os i Israel? Hvorfor er det legitimt at sige, at vi ikke må bo her, blot fordi vi er jøder? Hvis nogen sagde, at en person ikke måtte bo et eller andet sted i Danmark, bare fordi han er muslim eller jøde, ville folk protestere. Og hvorfor synes mange i Europa, at det er helt i orden, at vi bliver dræbt og myrdet på brutal vis?
 
Avraham Hasida forventer ikke at få noget svar.

Hvem er Steffen Jensen?

  • Steffen Jensen er TV 2's mellemøstkorrespondent.
  • Han er bosiddende i Jerusalem.
  • Han er født den 28. februar 1956.
  • Steffen Jensen har læst arkæologi, Mellemøststudier og til sidst journalist, der, som han selv skriver, lidt kom ind som en bibeskæftigelse.
  • Steffen Jensen var med til at starte TV 2 tilbage i 1988, og inden han gjorde det, arbejdede han blandt andet med Berlingske Tidende og DR.
  • Derudover har han undervist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ligesom han også afholder foredrag.