Kendt rapper påstår jorden er flad: Gøres nu til grin på sociale medier

16x9
Her dukker rapperen B.o.B op til Grammy Awards. Flere vil nok mene, at han bør holde sig til musikken - og væk fra fysikken. Foto: Omar Vega / AP

Rapperen B.o.B insisterer på, at jorden er flad. Nu er han endt i rap-battle med en af verdens mest berømte astrofysikere.

Kigger man på beviserne, er der ingen tvivl om, at jorden faktisk er flad.  Det påstår en amerikansk rapper i hvert fald på Twitter.

Men det lader ikke til, at særligt mange køber hans 'beviser'. 

Lige nu er den kendte amerikanske rapper B.o.B nemlig i den grad et komisk tilløbsstykke på de sociale medier for sine påstande om, at jorden er flad.

Faktisk er hans teori blevet så stort et tilløbsstykke, at han lige nu er i en verserende rap-battle med en af verdens førende astrofysikere, Neil deGrasse Tyson. Den mærkværdige 'rap-battle' vender vi tilbage til.

"Hvor er kurven??"

Som så meget andet i disse dage startede debatten med en kommentar og et billede på det sociale medie Twitter:

Billedet er taget i modlys, så det er svært at vide, om personen i forgrunden er B.o.B - eller Bobby Ray Simmons, Jr, som der står i rapperens fødselsattest.

Men det er for så vidt ikke vigtigt, da debatten hverken handler om dårlig fototeknik eller det, der sker i forgrunden.

Lige meget hvor højt oppe du er, så er horisonten altid i øjenhøjde. Beklager, kadetter. Jeg ønskede heller ikke at tro på det

Rapperen B.o.B på Twitter

I baggrunden aner man nemlig to byer, der ifølge rapperen ligger omtrent 25 kilometer fra hinanden.

- Hvor er kurven? Forklar det venligst, skriver rapperen.

Og så er der ellers lagt op til konspirationsteorier. 

B.o.B har lagt adskillige billeder og 'beviser' ud på sin Twitter-profil:

- Lige meget hvor højt oppe du er, så er horisonten altid i øjenhøjde. Beklager, kadetter. Jeg ønskede heller ikke at tro på det, skriver han for eksempel.

Blandt andre 'beviser' er billeder som det følgende, hvor horisonten ser flad ud:

Og det var et af disse 'beviser' på Twitter, der fik Neil deGrasse Tyson til at reagere.

"Hør her, makker"

Her har B.o.B vedhæftet et udklip fra en bog, hvor det konstateres, at Manhattans berømte 'skyline' burde være usynlig, da jorden kurver 51,8 meter, og dermed burde blokere udsigten til 'skylinen'. 

Som nævnt tidligere er Neil deGrasse Tyson en af de mest prominente astrofysikere i USA, og bruges blandt andet i et hav af tv-programmer til at gøre astrofysikkens verden forståelig for almindelige mennesker - herunder rappere.

Han forsøger også at tale B.o.B til fornuft:

- Jordens kurver blokerer bestemt for 45,72 meter (ikke 51,8 meter) af Manhattan. Men langt de fleste bygninger i midtbyen er laaaaangt højere end det, skriver deGrasse Tyson. 

Det stopper dog ikke der. 

- Hør her, makker: At være fem århundreder bagude i din argumentation betyder ikke, at vi ikke kan lide din musik længere:

Og så er vi nået frem til den famøse rap-battle. For hvad gør en rapper, når han har malet sig op i et hjørne?

Astrofysisk rap-battle

Spørgsmålet er retorisk.

Han rapper, naturligvis. Og det gør han i nummeret 'Flatline', som magasinet Forbes har været så venlige at nærlytte og lave en form for tekstanalyse af.  Det skal vi være glade for, da B.o.B tilsyneladende har fjernet rapnummeret fra sin Twitter-profil igen.

Her på TV 2 nåede vi dog at lytte til den - og samlet set må sangens overordnede tema siges at være relativt konspiratorisk.

Men som det er set så ofte før i rap-verdenen, handler en rap-battle også om at svine sin modstander til. På rap-sprog kalder man det at 'disse' modparten.

Og B.o.B deler da også en del 'disses' ud til Neil deGrasse Tyson. Blandt andet med ordene om, at han bør finde sig en habitvest, der ikke strammer så meget (han er kendt for at gå i habitveste, som det fremgår af følgende billede).

Her ses Neil deGrasse Tyson i en af sine populære habitveste.
Her ses Neil deGrasse Tyson i en af sine populære habitveste. Foto: Evan Agostini / AP

Omkvædet i rapnummeret skal understrege B.o.B's teori.

Her skal det fra TV 2's side lige understreges, at det rimer bedre på engelsk end på dansk:

- Flad linje, du har narret os for sidste gang. Flad linje, flad linje - der er ingen overlegen slægtslinje.

Svar på tiltale

Astrofysikere ved en hel del om universets fysik, men er sjældent specielt dygtige til at rappe. Det gælder også for manden med de mange veste:

- Kære B.o.B. Som astrofysiker rapper jeg ikke, men jeg kender flere, der gør. Her er en, der har min ryg, svarede Neil deGrasse Tyson i går, og lagde følgende rap ud på sin Twitter-profil:

Allerede i titlen lægges der hårdt ud. 'Flat to fact', hedder den, som løst kan oversættes og tolkes til, at det er faktum, at jorden er flad.

- Jeg er lige her, jeg har videnskaben i mit hjørne og intet at frygte, bliver der rappet på nummeret, der er lagt op af rapperen TYSON.

Og hvem ved, om bataljen nu nærmer sig en slutning?

Jeg kender adskillige fra min omgangskreds, der har været på en jordomrejse. Og ingen af dem har på noget tidspunkt fortalt, at de var på vej til at falde ud over kanten.

Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space

I hvert fald lader B.o.B til at være ret træt af opmærksomheden:

- Alle massemedier forsøger at få mig til at ligne en skør person, og vil trække mig gennem sølet. Sørg så for at nævne de kloningcentre, jeg har talt om, skriver han i en opdatering.

Det er hermed nævnt.

Men her skal det måske lige forklares, at B.o.B før har kastet sig ud i en større Twitter-kampagne for at gøre opmærksom på, at der ifølge ham eksisterer en række stærkt problematiske 'kloningcentre' rundt omkring, hvor mennesker klones.

Den debat har Neil deGrasse Tyson umiddelbart ikke blandet sig i.

Jorden ER rund

Her på TV 2 vil vi nødigt beskyldes for at være blinde over for argumentet om, at jorden skulle være flad.

Så vi har ringet til den danske astrofysiker og chefkonsulent Michael Linden-Vørnle fra DTU Space.

Vi spurgte ham:

Hvor sikre er vi på, at jorden er rund?

- Det kan man selv overbevise sig om ved at kigge på billederne af jorden taget ude fra rummet. Så er den ikke så meget længere, siger Michael Linden-Vørnle.

Og tilsvarende påpeger han, at det på alle mulige måder er utænkeligt, at jorden skulle være flad:

- Jeg kender adskillige fra min omgangskreds, der har været på en jordomrejse. Og ingen af dem har på noget tidspunkt fortalt, at de var på vej til at falde ud over kanten.

Så skulle det vist være på plads.

Husk, at du kan følge redaktionen bag 22 Nyhederne med Poul Erik Skammelsen på Facebook her: