Hadet vokser i Tyskland: Jøde overfaldet ved færgen i Puttgarden

16x9
Færgeterminalen i Puttgarden. Her efterforsker tysk politi et angreb på en mand med jødisk kalot i weekenden. Foto: Claus Fisker / Scanpix

Angreb på mand med jødisk kalot ved færgen til Danmark - og i Köln bliver mænd af syrisk, pakistansk og afghansk herkomst angrebet.

I Tyskland har der i løbet af weekenden været flere voldelige overfald, der ifølge politiet kan være racistisk motiveret. Overfaldene kommer netop som debatten omkring flygtninge og indvandrere raser efter overgrebene på unge kvinder ved banegården i Köln nytårsaften.

Ved færgelejet i Puttgarden, som er hjemsted for færgeforbindelsen til Danmark, blev en franskmand med jødisk kalot - en såkaldt kippa - overfaldet af to personer søndag.

Ifølge nyhedsbureauet AP og den tyske avis Bild blev to immigranter, en fra syrien og en fra Afghanistan anholdt for at have angrebet og bestjålet den 49-årige franskmand.

Ifølge politiet ventede den 49-årige på færgen, da de to mænd råbte "jøde" på arabisk, hvorefter de væltede ham omkuld. De to løb ifølge politiet med mandens taske der indeholdt penge, kreditkort, togbillet og mobiltelefon.

Anholdte ville til Danmark

De to asylansøgere steg ifølge avisen Bild efterfølgende på et tog mod et flygtningecenter i Neumünster - men det lykkedes politiet at anholde dem i toget.

De to anholdte havde ifølge Bild forsøgt at komme til Danmark i fredags, men de blev afvist af kontrollen ved den danske grænse, da de ikke havde deres papirer i orden.

Længere sydpå - i Köln - var der også racistiske overfald i weekenden, skriver AP.

Her blev seks pakistanere angrebet af en gruppe på 20 personer - to af dem måtte efterfølgende på skadestuen. Og søndag aften blev en syrisk mand overfaldet af fem personer - han slap fra overfaldet uden større fysiske skader.

Selvtægtsgruppe på Facebook efterforskes

Ifølge politiet i Köln er der mennesker på gaden i byen, som "søger konfrontation" - og myndighederne er nu ved at undersøge om overfaldene er racistisk motiveret.

Desuden er tysk politi ved at undersøge et initiativ til selvtægt, som var på bedding i Köln i weekenden. Ifølge lokalavisen Köllner Express havde en gruppe rockere og hooligans oprettet en lukket Facebook-gruppe med det formål at indlede en menneskejagt efter episoderne nytårsaften i Köln.

Politiet i byen er nu ved at have dannet sig et overblik, og har modtaget i alt 516 anmeldelser om overgreb og tyverier i bymidten nytårsaften. Omkring 40 procent af anmeldelserne indeholder elementer af seksuelle overgreb.

Ifølge øjenvidner og tysk politi var gerningsmændene en del af en gruppe på omkring 1.000 personer af arabisk og nordafrikansk afstamning.