100 fodboldfans i kæmpe slagsmål i Stockholm - betjent påkørt af bil

16x9
Omkring 100 personer var lørdag involveret i et slagsmål i Stockholm. Foto: TV 2 / TV 2

100 fodboldfans deltog lørdag i et større slagsmål i den svenske hovedstad. To er anholdt.

Svensk politi måtte lørdag eftermiddag rykke ud til et større slagsmål i Stockholm, hvor omkring 100 personer skændtes og sloges, oplyser svensk politi på sin hjemmeside.

I forbindelse med at politiet forsøgte at stoppe slagsmålet, blev en betjent påkørt af en bil, så han blev kastet op på kølerhjelmen.

- Han sprang op på kølerhjelmen og ind i forruden, men det ser ikke ud som om, at han er kommet noget alvorligt til, siger Sven-Erik Olsson fra politiet i Stockholm til Expressen.

Føreren af bilen er blevet anholdt og sigtet for grov vold mod tjenestemand i funktion. Han sigtes desuden for kørsel i narkopåvirket tilstand samt for at have overtrådt knivloven.

Slog og sparkede hinanden

Ifølge Expressen skulle der være tale om et opgør mellem to grupperinger med tilhængere fra de lokale fodboldhold AIK Stockholm og Djurgården.

- De slog på hinanden, og en var ved at besvime. En person skal være blevet sparket i hovedet, fortæller Sven-Erik Olsson til avisen.

Tre ambulancer blev sendt til stedet, og en person blev anholdt efter slagsmålet, mens mange af deltagerne flygtede fra stedet, da politiet dukkede op.

Politiet fik anmeldelsen klokken 14.11, og kort etfer klokken 16 er de stadig til stede i område.

– Vi kører rundt, men fodboldtilhængerne har forladt stedet. Så vi kører rundt og leder efter vidner og den slags, lyder det fra politiet til Expressen.