Obama i tårer: De skuddræbte børn gør mig vred

Tirsdag eftermiddag dansk tid holdt den amerikanske præsident, Barack Obama, pressemøde for at fortælle, at der skal indføres en række krav til folk, der vil købe våben.

Og det var under det pressemøde, at præsidentens tårer en kort overgang fik frit løb, da grundene til stramningerne skulle findes.

Et af det masseskyderier, der har gjort størst indtryk på den amerikanske befolkning, er nemlig mordene i Sandy Hook. Her skød en 20-årig 20 børn og seks ansatte.

- Hver gang, jeg tænker på de unge, bliver jeg vred, sagde Obama. Og efter en kort pause fortsatte han:

- Og i øvrigt sker det i Chicagos gader hver eneste dag.

30.000 bliver skudt hvert år
Derfor skal der nu være bedre kontrol, hvis man vil standse mængden af masseskyderier.

- 30.000 amerikanere bliver hvert år skudt og dræbt. Hundredtusindvis af amerikanere har mistet deres brødre eller søstre - eller begravet deres egne børn, sagde han.

Hans budskab var, at der hvis der ikke bliver sat ind nu, så kan det ikke lade sig gøre at stoppe de mange masseskyderier, USA oplever på næsten daglig basis.

 

 

Værste skyderier

  • Herunder er de værste skyderier i USA siden 2012
  • 20. juli 2012: Under en premiere på en Batman-film åbner en mand ild i en biograf og dræber 12 mennesker i Aurora, Colorado.
  • 5. august 2012: En veteran fra den amerikanske hær, der er tilhænger af overherredømme til hvide mennesker, dræber seks personer og sårer fire andre foran et Sikh-tempel i byen Oak Creek i Wisconsin, før han tager sit eget liv.
  • 14. december 2012: En ung mand dræber 26 personer - heriblandt 20 børn - på Sandy Hook Elementary School i Newton, Connecticut. Blandt de dræbte er også gerningsmandens egen mor. Manden begår selvmord.
  • 26. juli 2013: En bevæbnet mand dræber seks personer i en skudepisode i en boligblok i Miami, Florida. Han tager derefter to personer som gidsler, inden politiet dræber ham efter længere tids gidseltagning.
  • 16. september 2013: 12 bliver dræbt på en flådebase i den amerikanske hovedstad, Washington, da en bevæbnet person går amok med et skydevåben. Gerningsmanden bliver dræbt af politiet.
  • 17. juni 2015: En hvid mand dræber ni personer ved en historisk kirke med en hovedsagelig sort menighed i Charleston, South Carolina.
  • 1. oktober 2015: Et college i Roseburg, Oregon, bliver scene for en skudepisode, da en bevæbnet mand dræber ni mennesker og sårer adskillige andre, før han begår selvmord.
  • 2. december 2015: Gerningsmænd stormer et handicapcenter i San Bernardino, Californien, og efterlader mindst 14 døde og et lignende antal alvorligt sårede.