Efter id-kontrol: Så få søgte asyl i Sydsverige i går

Mandag var en historisk dag ved de svenske grænser, da vores naboland for første gang siden 50'erne indførte kontrol ved den dansk-svenske grænse. Tilsyneladende har kontrollen haft en virkning.

Svenske Aftonbladet har talt med politiet i den svenske Region Syd, og her oplyser talsperson Ewa-Gun Westford, at der mandag var i omegnen af 20 personer, der søgte asyl i området. Til sammenligning var der dagen før, søndag, 227 personer, der søgte asyl i Region Syd.

På Hyllie Station var der ifølge TV 2's oplysninger blot en asylansøger mandag. Normalt for tiden er cirka hundrede i døgnet.

Ifølge DSB var det under 100 personer, de måtte afvise ved id-kontrollen på togstationen i Kastrup mandag.

I hele Sverige var der 331 personer, der søgte om asyl mandag. Det er det højeste tal for en dag endnu i 2016. Søndag var ansøgertallet 236 og lørdag 215.

I december søgte 13.872 personer som asyl i hele Sverige. Det svarer til 447 personer om dagen.

Glædede sig til at komme frem
Aftonbladet har også talt med en af de personer, der gerne ville søge om asyl i Sverige, men som ikke kan komme over grænsen nu. 15-årige Ehsan fra Afghanistan kunne ikke komme det sidste stykke vej, før han nåede sin destination.

- Jeg var så glad under rejsen, for jeg troede, at jeg snart skulle se mine venner, siger Ehsan til Aftonbladet og henviser til de venner, han har fået i løbet af sin rejse igennem Iran, Tyrkiet, Grækenland, Balkanlandene og Tyskland.

Nogle af dem nåede at komme til Sverige, før grænsekontrollen trådte i kraft natten til mandag.