Forsker advarer: Svensk id-kontrol vil brede sig og lukke Europa

Når Sverige lukker grænsen mandag, kan det sætte gang i en dominoeffekt ned gennem Europa.

Inden for kort tid kan både Europas indre og ydre grænser blive lukket for asylsøgere uden id. Dermed kan det også få Tyrkiet til at lukke grænsen til Syrien.

Udviklingen kan tvinge de splittede europæiske stats- og regeringsledere til at enes om en fælles aftale om fordelingen af de mange flygtninge, der sidste år slog rekord flere steder på kontinentet.

Det vurderer Joakim Ruist, der er migrationsforsker ved Göteborgs universitet over for Kristeligt Dagblad.

Han mener, at man helt burde ophæve retten til at søge asyl i Europa og i stedet fordele asylsøgere allerede i nærområderne i Mellemøsten.

Indfører det mandag
Sverige indfører mandag id-kontrol på bus og tog, så kun mennesker med gyldige papirer vil kunne rejse lovligt ind i landet og søge om asyl. På færgerne er der allerede krav om, at passagerer skal vise gyldigt id.

- Jeg tror, den svenske kontrol vil sætte en sneboldeffekt i gang, hvor flere lande hurtigt følger efter, siger han til avisen.

- Selv om det bliver ubehageligt og måske umiddelbart føles forkert, kan det blive det afgørende skridt for en ny politisk model på asylområdet i Europa og i sidste ende skabe en mere human behandling af mennesker på flugt.

Flere lande vil følge med
Også Mette Bock, der er folketingsmedlem for Liberal Alliance og formand for Grænseforeningen, mener, at den svenske grænsekontrol kan føre en dominoeffekt med sig ned gennem Europa.

- Først indfører svenskerne kontrol, så kommer danskerne, så tyskerne og så fremdeles. Det er ærgerligt, når problemet i virkeligheden bør løses fra syd mod nord, men sådan er realiteterne, og det vil selvfølgelig lægge sten i vejen for det normale grænseoverskridende samarbejde, som vi har omkring Øresund og den dansk-tyske grænse, siger hun til TV 2.

Kritikken vokset
Siden den svenske rigsdag i midten af december besluttede at indføre id-kontrol, er kritikken vokset. Erhvervslivet har advaret om alvorlige konsekvenser for Øresundssamarbejdet, og pendlere kan se frem til markant længere rejsetid.

Ruist har dog ikke meget tilovers for kritikken. Han peger på, at den pressede svenske regering har været nødt til at reagere på, at landet alene i oktober og november modtog næsten 76.000 asylsøgere.

- Folk klager over, at det er inhumant at afvise folk, men der er nærmest ingen, der peger på alternativer.

- Kritikken er hyklerisk, for det eneste, der vil give en sikrere flugtrute og bedre behandling, er, at man lukker grænserne og i stedet fordeler folk fra lejrene i nærområderne, siger han.