Julekort fra USA forarger hele verden: Er det en normal familie?

16x9

Ved et hurtigt øjekast ligner det ethvert andet familiefoto fra julen: En glad familie er samlet om juletræet iklædt glade julefarver. Men det er ikke derfor, billedet lige nu trækker store overskrifter i medier verden rundt.

For kigger man nærmere på den republikanske politiker Michele Fiores julekort, er det alligevel ikke de røde bluser og juledekorationer i baggrunden, som springer i øjnene.

Det er mere den række håndvåben, hun og familien bærer ved hoften, der fanger øjet. Her fremviser familien nemlig både flere forskellige Glock-pistoler, en shotgun og det semiautomatiske skydevåben Extar.

- Det er op til amerikanerne at beskytte USA. Vi er bare din almindelige, amerikanske familie. Med kærlighed og frihed, Michele, skriver republikaneren fra delstaten Nevada under billedet på Facebook.

It's up to Americans to protect America. We're just your ordinary American family.-With love & liberty, Michele

Posted by Michele Fiore on Monday, November 30, 2015

I kommentarfeltet får hun og familien stor opbakning fra amerikanere, som deler hendes holdning til skydevåben.

Julen er skyderiernes højtid
Men opslaget er også blevet delt over 4000 gange, og her er tonen en anden, for der er flere personer, både fra USA og resten af verden, som finder billedet mere absurd. 

- Julen er skyderiernes højtid, er der blandt andet en bruger, som skriver.

- En helt normal familie, spørger en tysker tørt.

- Sikke nogle uansvarlige forældre. Hvordan skal babyerne dog beskytte sig selv uden en pistol? spørger en tredje sarkastisk med henvisning til, at babyerne på julekortet ikke har fået lov til at holde et våben.

Indædt fortaler for våbenrettigheder
Michele Fiore er en kendt i USA for at være en indædt fortaler for amerikanernes ret til at bære våben. Hun er blandt andet livtidsmedlem af interesseorganisationen National Rifle Association, NRA, og udgiver en årlig kalender, hvis primære formål er at sætte fokus på våbenrettigheder.

Billedet er fra 2016-kalenderens januarmåned.
Billedet er fra 2016-kalenderens januarmåned. Foto: Michele Fiore