Frankrigs præsident: IS står bag terrorangreb

Følg udviklingen gratis på TV 2 News Frankrigs præsident Francois Hollande fortæller lørdag, at det er terrororganisationen IS, der står bag angreb

Følg udviklingen gratis på TV 2 News

Frankrigs præsident Francois Hollande fortæller lørdag, at det er terrororganisationen IS, der står bag angrebene i Paris fredag aften, hvor mindst 127 mennesker har mistet livet, mens omkring 99 andre er alvorligt såret.

Ifølge præsidenten var terrorangrebet planlagt og organiseret af personer udenfor Frankrig, mens selve angrebet blev gennemført i samarbejde med personer i Frankrig.

Francois Hollande kalder angrebet for en egentlig 'krigshandling'.

Tre dages sorg
Mandag vil Hollande kalde Frankrigs parlament sammen til et ekstraordinært møde om situationen i landet - ligesom de næste tre dage i Frankrig er erklæret som officielle sørgedage.

Ifølge den franske statsanklager er otte formodede terrorister dræbt efter en række angreb forskellige steder i Paris - blandt andet har 87 primært unge mennesker mistet livet på spillestedet Bataclan, hvor det amerikanske rockband Eagels of Death Metal stod på plakaten.

Det første sted, der blev angrebet, var imidlertid caféen Petit Cambodge, hvor en eller flere personer i en forbipasserende bil skød med automatvåben mod gæsterne. Det var omkring klokken 21.30 fredag aften.

Præsident evakueret
Omkring klokken 00.30 stormede specialstyrker fra det franske politi spillestedet Bataclan, hvor terroristerne havde taget gidsler. Tre af de formodede gerningsmænd udløste selvmordsbælter - den sidste blev skudt af det indtrængende politi.

Tre andre formodede gerningsmænd udløste omkring klokken 21.45 selvmordsbælter ved Frankrigs nationalstadion, Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland spillede en fodboldlandskamp.

Francois Hollande var selv tilstede på stadion, men blev evakueret - terroristerne nåede ikke ind på selve stadion.

En ottende formodet gerningsmand er dræbt i den østlige del af Paris.

I Danmark vil alle statsbygninger og statsskibe lørdag flage på halv stang, skriver Justitsministeriet på sin hjemmeside. Ingen danskere er meldt omkommet under terrorangrebet.

Overblik: Skyderi og eksplosioner i Paris centrum