Ungarn vil give flygtninge op til tre års fængsel for at krydse grænsen

At åbne grænserne for de mange mennesker, der flygter fra krig, vil kun betyde, at antallet af flygtninge i Europa eksploderer. Det mener den ungar

At åbne grænserne for de mange mennesker, der flygter fra krig, vil kun betyde, at antallet af flygtninge i Europa eksploderer.

Det mener den ungarske premierminister Viktor Orban, der sammen med sit parlament har vedtaget en lov, der skal gøre det strafbart med op til tre år at beskadige og illegalt krydse det grænsehegn, som er ved at blive bygget ved grænsen til Serbien.

- Han mener, at Europa er ved at være lidt slappe, og at det betyder, at tilvandringen vil øges. Han understreger, at han tror på den stramme linje, og at det er farligt, hvis man åbner op og lader folk komme igennem Østrig uden nogen former kontrol og derfra videre til Tyskland, siger TV 2’s udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen, der befinder sig på banegården i den ungarske hovedstad Budapest, som weekenden over har huset tusindvis af flygtninge.

Udover at gøre det strafbart at krydse hegnet, skal det også styrkes, ligesom premierministeren vil sætte soldater ind ved grænsen.

- Han gør det for at beskytte Ungarn, og så peger han fingre af de slappe i Europa og siger, at hvis der kommer millioner ind nu, så er det jeres egen skyld.

8.000 ankommet til München
Lørdag besluttede den ungarske premierminister nødtvungent at samarbejde med Tyskland og Østrig ved at sætte busser ind, der kørte flygtninge til grænsen ved Østrig.

Det skete efter, de mange flygtninge skabte trafikkaos, da de gik og sov på motorvejene i forsøget på at komme til Østrig og Tyskland, som fredag omkring midnat besluttede at åbne grænserne.

Alene i løbet af det sidste døgn er omkring 8.000 flygtninge og migranter ankommet fra Ungarn og Østrig til München i Tyskland, og det forventes at endnu flere vil ankomme i løbet af søndagen.

Journalist og forfatter Rune Stefanson fortæller til TV 2, at de tyske myndigheder søndag morgen er massivt til stede på banegården:

- Der er særbusser, som er ved at køre flygtningene ud til nogle såkaldte opsamlingslejre, som ligger rundt omkring i München, hvor de bliver de registret. Samtidig er der mulighed for lægetjek i nogle telte, så de flygtninge, der kommer kan gennemgå et hurtigt sikkerhedstjek. Indenfor på banegården myldrer det med politi og sikkerhedfolk. 

Hør Rune Stefanson uddybe og se billeder fra lørdag nat:

Både den tyske og østrigske regering understreger, at der er tale om en undtagelsessituation, og at de fortsat ønsker, at Dublin-konventionen skal være gældende, hvilket betyder, at flygtninge skal registreres i det første EU-land, de kommer til. For mange vil det være Ungarn.

Flygtninge kan tage toget
Den ungarske premierminister har nu standset transportbusserne, men har i stedet gjort det muligt for flygtninge at købe helt almindelige togbilletter til Østrig, hvilket ikke tidligere har været muligt, fortæller Ulla Terkelsen fra Budapest.

Samtidig kan de gå til grænsen, hvis de går ad landevejene i stedet for motorvejene.