Flot fund: Her har gået en 30 ton tung dinosaur

En op mod 30 ton tung langhalset kæmpe har for over 135 millioner år siden spadseret tæt på, hvor den tyske by Hannover ligger i dag.

En op mod 30 ton tung langhalset kæmpe har for over 135 millioner år siden spadseret tæt på, hvor den tyske by Hannover ligger i dag. Og nu har forskere fundet 90 af dens gigantiske fodspor. Det skriver Reuters.

Palæontologer udgravede onsdag de forstenede spor i et nedlagt stenbrud nær landsbyen Rehburg-Loccum. Sporene måler op til 1,2 meter i diameter, og de ligger i forlængelse af hinanden over 50 meter.

- Det er meget usædvanligt, så langt sporet er, og hvor god stand det er i, siger Benjamin Englich, der står i spidsen for udgravningen.

Foto: Scanpix

En af de tungeste dyr på jorden
Han mener, at det er en dinosaur af typen sauropod, der har lavet sporene for mellem 135 og 145 millioner år siden - men man har ikke fundet et sauropod-skelet af den størrelse før.

- Det betyder, at det er en art, vi ikke har set før fra den æra, siger han.

Sporene er hele 40 centimeter dybe, hvilket betyder, at dinosauren har været op mod 30 ton tung. Til sammenligning bliver en elefant højst 10 ton tung.

Forskerholdet håber, at fundet af fodsporene kan hjælpe dem med at blive klogere på kridttiden, som sluttede med masseudryddelse af dinosaurer, formodentlig på grund af et meteornedslag nær Mexico.

En kunstners bud på, hvordan en sauropod kunne have set ud.
En kunstners bud på, hvordan en sauropod kunne have set ud. Foto: Scanpix

Sauropoderne er de største dyr, der nogensinde har levet landjorden. Den største, argentinosauren var med sine 80-100 ton den tungeste.