Studie: E-smøger er 95 procent mindre skadelige end tobak

16x9
Foto: Polfoto

Det er langt fra lige så skidt for helbredet at suge i en elektronisk cigaret som i en traditionel smøg. Det er en af konklusionerne i et studie, som

Det er langt fra lige så skidt for helbredet at suge i en elektronisk cigaret som i en traditionel smøg. Det er en af konklusionerne i et studie, som eksperter under Storbritanniens sundhedsministerium har udført.

E-cigaretter er omkring 95 procent mindre skadelige end tobak og bør benyttes til at hjælpe rygere, der ønsker at kvitte smøgerne, lyder konklusionen.

Også passiv e-rygning er mindre skadeligt
Det er de seneste år blevet mere og mere populært at dampe løs på e-cigaretter på begge sider af Atlanterhavet, men sundhedsorganisationer har indtil videre været forsigtige med at fremhæve dem som et godt alternativ til regulær tobak.

- E-cigaretter er ikke fuldstændig uden risiko, men sammenlignet med rygning viser vores studie, at e-cigaretter kun er en brøkdel så skadelige, siger professor Kevin Fenton, der har stået i spidsen for undersøgelsen.

Også passiv inhalering af dampene fra en e-cigaret er meget mindre skadeligt end passiv rygning ifølge studiet.

De fleste kemikalier, der forårsager rygerelaterede sygdomme, er ikke til stede i de elektroniske cigaretter.

WHO: Forbud med indendørs brug
Det nye, britiske studie peger i modsat retning af en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2014, der opfordrede til hård regulering af salget af e-cigaretter og forbud mod at benytte dem indendørs og at sælge dem til mindreårige.

Undersøgelsens konklusioner strider også med et andet studie fra et amerikansk universitet. Her lød det for nylig, at amerikanske teenagere, der prøver e-cigaretter, muligvis har dobbelt så stor sandsynlighed for at begynde at ryge konventionelle cigaretter senere i livet.

- Der er intet bevis for, at e-cigaretter underminerer Englands faldende antal af rygere, lyder det dog fra professor Ann McNeil, medforfatter til det britiske studie.

Næsten samtlige af de 2,6 millioner voksne personer, der benytter sig af dampcigaretterne i Storbritannien, er rygere eller eksrygere, som bruger den moderne cigaret til at hjælpe dem med at indstille forbruget af tobak, hedder det i undersøgelsen.

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke brug af e-cigaretter på grund af "den betydelige usikkerhed om de mulige helbredsmæssige konsekvenser".