Mød manden, der dræbte 100.000 med et enkelt tryk

16x9

Han voksede op i en kernefamilie med en hjemmegående husmor og en far, der var ejendomsmægler.

Han voksede op i en kernefamilie med en hjemmegående husmor og en far, der var ejendomsmægler. Han blev gift og fik børn og flyttede til en lille by staten Nebraska. Han levede et på alle måder normalt liv. Bortset fra den dag i august 1945, hvor han på et øjeblik slog over 100.000 mennesker ihjel med et tryk på en enkelt knap.

Det gør Paul Tibbets til en af historiens største massemordere, men han fortrød aldrig og sov fint hver nat. Her følger historien om manden, der smed atombomben over Hiroshima.

Skulle have været læge
- Jeg har betalt din skolegang og givet dig penge til at rende efter piger. Men fra nu af er du på egen hånd. Hvis du absolut vil gå ud og blive slået ihjel, så gør det – jeg er skide ligeglad.

Sådan sagde Pauls far, Paul Senior, da sønnike meddelte, at han ville droppe ud af skolen for at blive pilot i det amerikanske flyvevåben. Lige siden han som dreng fik lov til at få en flyvetur under en lokalt karneval, havde junior drømt om at blive pilot.

Far havde andre planer og ville have sønnen til at blive læge, og i 1930’erne gjorde sønner, hvad de fik besked på og denne søn startede derfor på medicinstudiet. Men himlen trak så meget, at bøgerne blev lagt på hylden. Til gengæld skulle det hurtigt vise sig, at Paul Tibbets havde store evner som pilot.

Og hans mor fik hidset faderen ned.

Den rigtige mand til opgaven
Den 25. februar lod Paul Tibbets Junior sig indskrive i det amerikanske forsvar, helt uvidende om den afgørende rolle, han senere skulle komme til at spille for det amerikanske flyvevåben. Han startede karrieren som ydmyg rekrut på flyvestation Randolph Field in San Antonio, Texas. Her viste han evner ud over det sædvanlige, og han blev hurtigt forfremmet og fik status af pilot allerede efter et års træning.

Under en udstationering i Georgia traf han Lucy Wingate, der arbejdede i et stormagasin. De to blev gift uden at spørge hverken forældre eller overordnede om lov, og de fik den lokale avis til ikke at trykke deres navne. Mere opmærksomhed tiltrak Paul sig ved at excellere på jobbet. Samtidig nærmede endnu en verdenskrig sig.

Først fungerede han som privatpilot for general Patton, der senere blev en af de øverstkommanderende for de allierede styrker efter invasionen i Normandiet. Det vidste ingen naturligvis endnu, og lige så lidt vidste Paul Tibbets, hvad der ventede forude, da han en dag blev beordret til at stille på general Uzal Ents kontor.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle medbringe mit tøj, for jeg ville ikke komme tilbage. Det tog jeg ikke megen notits af, det var bare endnu en opgave, fortalte Tibbets i 2002 i et interview i The Guardian.

Han troppede op på kontoret med militær præcision, og til stede var ud over generalen også en professor i kernekraft. Da døren var blevet lukket bag den unge pilot, blev han introduceret til en af de største hemmeligheder i det amerikanske militær.

- Vi har et program, som vi kalder Manhattan-projektet. Vi forsøger at udvikle en atombombe. Nu er vi nået til et punkt, hvor vi ikke kan komme videre, før vi har fly at arbejde med, fik han at vide af professor Norman Ramsey.

Da civilisterne havde forladt lokalet, fortalte generalen, at han nogle dage forinden var blevet præsenteret for tre navne blandt korpsets ypperste piloter. De to andre på listen havde højere rang end Tibbets, men da generalen spurgte flyvevåbnets leder til råds, faldt svaret prompte:

- Paul Tibbets er den rigtige mand til opgaven.

Holdet, der smed historiens første atombombe
Holdet, der smed historiens første atombombe Foto: Scanpix

- Et helvedes stort brag
Tibbets fik til opgave at sammensætte og træne det hold, der forberedte at smide en atombombe mod to mål: Japans hovedstad Tokyo og et mål i Europa. Han valgte det samme hold, som han havde fløjet missioner over Europa med. Sammen blev de nu en del af kernen i Manhattan-projektet.

Men de blev ikke orienteret om, hvor voldsomt et våben, de skulle transportere i deres lastrum, og siden da lade falde over centrum af en japansk storby.

- Vi fik at vide, at den ville eksplodere med en kraft, der svarede til 20.000 ton dynamit. Jeg havde aldrig set så meget som et pund dynamit eksplodere. Men jeg fornemmede, at det ville blive et helvedes stort brag.

De fik samtidig at vide, at de ikke kunne smide bomben på samme måde, som man normalt gjorde: Ved at åbne lugen og fortsætte sin bane. Det ville blive nødvendigt at lave et sving på 159 grader for at undgå selv at blive destrueret af bomben. Derfor øvede holdet det skarpe sving og nåede frem til, at de havde 40-42 sekunder til at komme væk. Flyets hale rystede voldsomt, men det kunne lade sig gøre.

Tilbage var kun at vente på grønt lys.

Ud at lege med atomer
Det amerikanske luftvåben allierede sig med en norsk ekspert, der ud fra vind- og vejrforhold vurderede, at den 6. august var den optimale dag at smide bomben. Flyet og dets hemmelige last befandt sig på den amerikanske flådebase Tinian midt i Stillehavet. Affyringstidspunkt: 09.15. Mål: Hiroshima, Japan.

På den syv timer lange flyvetur valgte piloten for første gang at delagtigøre sin besætning i missionens natur. Han fortalte dem, at der var tale om ganske særlig bombemission.

- Min agterskytte var en vågen fyr, der svarede: ”Er vi mon ude for at lege med atomer i dag?” Jeg svarede, at han havde forstået situationen korrekt, og så gik jeg tilbage til cockpittet.

Også her fortalte han de tilstedeværende, at holdet inden længe ville smide historiens første atombombe.

- De lyttede intenst, men jeg så ingen forandring i deres ansigt. De var ikke idioter. Vi havde jo flyttet rundt på en af en de mærkeligst formede ting, vi nogensinde havde set.

Mød de overlevende fra Hiroshima og Nagasaki

Et spark i røven
Som pilot var det Paul Tibbets, der holdt styr på koordinaterne og vidste, hvor bomben skulle smides for at træffe sit mål. Han talte ned: Et minut, 30 sekunder, 20, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2.

1.

Netop som han udtalte det sidste sekund, krængede flyets næse voldsomt opad: 5.000 kilo havde netop forladt lastrummet med kurs mod jorden. En historisk rejse, der varede blot 43 sekunder. Og så mærkede de trykbølgen oppe i flyet.

- Da det lykkedes mig at få flyet på ret køl, var hele himlen lyst op i de smukkeste lyserøde og blå farver, jeg nogensinde har set i mit liv. Det var bare fantastisk.

Bomben havde ramt jorden 09.15.15. 15 sekunder for sent, men målet var udslettet og missionen fuldført for Paul Tibbets og hans hold.

Det tryk, som besætningen mærkede, svarede til 2,5 G. På lægmandssprog beskriver Tibbets det som ”et spark i røven”. På det tidspunkt befandt de sig 16 kilometer væk. Nede i Hiroshimas gader var ødelæggelserne historiske.

Mødet med en tavs præsident
Efter hjemkomsten blev Tibbets inviteret op til præsident Truman sammen med resten af ledelsen af Manhattan-projekt. De andre blev hver især rost og lykønsket af præsidenten, der trykkede dem i hånden. Men da han nåede til piloten, var han tavs i 10 sekunder.

- Hvad syntes du selv, spurgte Truman langt om længe.

- Hr. præsident, jeg gjorde, som jeg fik besked på, svarede Tibbets.

Truman slog næven i bordet.

- Ja for helvede, og jeg er manden, der sendte dig afsted. Hvis du nogensinde hører noget dårligt om det, du har gjort, kan du henvise dem til mig.

Tredje bombe var klar
Efter den første bombe var blevet smidt over Hiroshima, var der radiotavshed fra japanerne i et par dage. Da den ønskede effekt var udeblevet, valgte den amerikanske præsident at smide endnu en bombe, denne gang over Nagasaki. Herefter gik der endnu en par dage, hvor japanerne endnu ikke have kapituleret, og så ringede Tibbets telefon. Det var chefen for luftvåbnet i Stillehavet.

- Har I flere af de satans tingester?

- Ja, det har vi, svarede Tibbets.

- Gør den klar. Du og dit hold skal flyve den.

Det endte med, at japanerne nåede at overgive sig, inden bomben nåede frem fra USA. Og Tibbets fik aldrig at vide, hvilket mål, der skulle have været det tredje.

Men han ville have gjort det uden at blinke, og selv i vore dage mener han, at atombomben kan spille en rolle i krige.

- Jeg ville ikke vente. Jeg ville udslette dem (fjenderne, red.).  Der vil dø uskyldige samtidig, men vi har aldrig kæmpet en krig uden at slå civile ihjel.

Mor var stolt
Pilot Paul Tibbets blev dekoreret for sin indsats under 2. Verdenskrig. Han fortsatte i flyvevåbnet, inden han blev militærattaché i Indien og siden direktør for et større udlejningsselskab af privatfly.

Det blev aldrig nødvendigt for ham at henvise nogen til præsident Truman, for han hørte aldrig noget dårligt om det, han gjorde den 6. august 1945.

Flyet, der smed historiens første atombombe, bar navnet Enola Gay – opkaldt efter hans mor, der i sin tid betalte den ene dollar det kostede at give sønnen sin første flyvetur på karnevallet i Miami. Og selv om hun ikke strøede om sig med store ord, har hans far fortalt, at moderen var stolt af sønnens indsats.

Paul Tippets døde 92 år gammel i 2007 og fortrød aldrig sit engagement i Manhattan-projektet. Ikke en eneste nat har han ligget vågen med skyldfølelse over, at han med et enkelt tryk på en knap dræbte over 100.000 mennesker.

- Jeg gjorde, som jeg fik besked på, Hr. Præsident.

Artiklen er baseret på forskellige historiske kilder, samt et længere interview med Paul Tippets, der blev bragt i The Guardian den 6. august 2002. 

22Skammelsen

Nyhedsvært Poul Erik Skammelsen giver dig overblikket over de vigtigste nyheder fra ind- og udland.

Du kan følge programmet mandag til torsdag på TV 2 klokken 22. 

Du kan også følge 22Skammelsen her:

Facebook

Twitter