Cuba genåbner ambassade i USA efter 54 år i kulden

Mandag åbner den cubanske ambassade i Washington D.C.

Mandag åbner den cubanske ambassade i Washington D.C. for første gang i 54 år – og dermed bliver de diplomatiske relationer officielt genoptaget mellem de to nabolande.

Forholdet mellem den kommunistiske østat og USA har været iskoldt siden Cuba-krisen i 1962, hvor landet flirtede med sovjetiske atomvåben, hvilket nær sendte verden ud i en atomkrig. Siden har USA’s sanktioner afskåret Cuba fra handel og amerikanske turister. Men det er slut nu – i hvert fald til dels.

Det er stadig ikke tilladt amerikanere at tage på almindelige turistrejser til Cuba, men der er lempet på reglerne, så for eksempel uddannelse- og forretningsrejser samt familiebesøg nu bliver tilladt.

Åbning vil tiltrække turister
På trods af begrænsningerne gør især den cubanske turistbranche sig klar til et stort indryk af amerikanere.

- Det er jo kun 30 minutter væk i fly, så det kan være rigtig godt for turismen i landet, siger Remy Dou Machin, der står for restaureringen af en lokal restaurant i hovedstaden Havana.

Mandag vil dette ikke længere blot være en såkaldt 'interessesektion' - men Cubas ambassade i den amerikanske hovedstad Washington D.C.
Mandag vil dette ikke længere blot være en såkaldt 'interessesektion' - men Cubas ambassade i den amerikanske hovedstad Washington D.C. Foto: Scanpix Denmark

Men Cuba får svært ved at håndtere alle de nye rejsende. Det vurderer den cubanske økonom Omar Everleny fra Center for økonomiske studier i Havana.

- Cuba skal omstille sig. Vi er ikke klar endnu, for turismen er hovedsageligt blevet udviklet uden for hovedstaden, siger han.  

Mange af de nye besøgende fra USA vil have behov for at bo på hotel i de større byer – og det kan blive et problem, da der er meget få hoteller, fortæller Omar Everleny.

Optimismen er ikke desto mindre stor hos restauratøren Temy Dou Machin.

- Der er forandringer på vej, men alle vil komme til at drage fordel af det, siger han.

Historisk møde i Panama åbnede døren
Et historisk møde i april mellem Obama og den cubanske præsident, Raul Castro, var første trin i den opblødningsperiode, der nu har ledt til genåbningen af landenes ambassader.

Siden mødet har landene gradvist nærmet sig hinanden. Den 6. maj åbnede den amerikanske regering op for en færgeforbindelse mellem USA og Cuba. Senere på måneden fjernede USA formelt Cuba fra listen over stater, der sponserer terror, og den 1. juli kom den endelig melding om en officiel reetablering af de diplomatiske forbindelser.

Det pensionerede cubanske par, Ernesto Arias på 78 og Carola Suarez på 81, sidder under et billede af Fidel Castro og ser den amerikanske præsident Barack Obama fortæller, at de diplomatiske forbindelser vil reetableres mellem USA og Cuba.
Det pensionerede cubanske par, Ernesto Arias på 78 og Carola Suarez på 81, sidder under et billede af Fidel Castro og ser den amerikanske præsident Barack Obama fortæller, at de diplomatiske forbindelser vil reetableres mellem USA og Cuba. Foto: Scanpix Denmark

- For et år siden syntes det umuligt, at USA igen ville hejse vores flag, Stars and Stripes, over en ambassade i Havana, sagde Obama fra Rosenhaven ved Det Hvide Hus den 1. juli i år, hvor han meddelte, at USA og Cuba genoptager de diplomatiske forbindelser.

Se interviewet med den cubanske økonom, Omar Everleny, øvert i artiklen – og hør et udsnit af Obamas tale den 1. juli i videoen herunder. 

Ni ting du ikke vidste om Cuba

  1. Kommunismen kom ikke med det samme
    Cuba var ikke en kommunistisk stat de første 28 måneder efter Fidel Castro havde taget magten. I april 1959 besøgte Fidel Castro USA, men den daværende præsident Eisenhower ville ikke møde ham - præsidenten tog på golfbanen og undgik Castro. Efter besøget i USA vendte Castro sig mod østblokken, og den 1. maj 1961 udråbte han Cuba til en socialistisk stat. 
  2. Rom og Cola hænger sammen med Cuba
    De fleste charterturister i verden ved, at man får rom og cola, hvis man bestiller en "Cuba Libre". Navnet betyder "frit Cuba" - men hvis man ønsker at drikke rom og cola på Cuba skal man bruge et andet navn. Her hedder drikken "Mentirita" - det betyder "lille løgn".
  3. De 638 mordforsøg på Fidel Castro 
    At Fidel Castro var ilde set af USA er kendt af de fleste. Hvor mange gange amerikanerne forsøgte at slå den cubanske leder ihjel er ikke bekræftet af USA, men chefen for Fidel Castros livvagter, Fabian Escalante, førte statistik over mordforsøg og komplotter mod diktatoren. Ifølge ham har Castro overlevet 638 mordforsøg.
  4. Bilafgifterne er på 400 procent
    I 2013 åbnede styret i Cuba for, at befolkningen kan købe biler der er produceret efter 1959. Ophævelsen af det 54 år lange forbud mod privatejede nye biler kommer dog kun de færreste til gode, for bilafgifterne er på 400 procent - og er altså over dobbelt så høje som de danske.
  5. Fodboldbaner tændte dommedagsfrygten
    Cubakrisen i efteråret 1962 er nok et af de tidspunkter i verdenshistorien, hvor civilisationen har været tættest på at blive udslettet. Sovjetunionen var i færd med at installere atomvåben på Cuba - og affæren blev opdaget af en årvågen efterretningsmedarbejder hos CIA, der så fodboldbaner på den cubanske kyst i september 1962. Fodboldbanerne fik alarmklokkerne til at ringe, fordi "cubanere spiller baseball, russere spiller fodbold" - som CIA-analytikeren udtrykte det.
  6. Som 12-årig bad Fidel Castro præsident Roosevelt om penge
    I 1940 skrev en 12-årig cubansk dreng ved navn Fidel Castro et brev til den amerikanske præsident Franklin Roosevelt. Castro ønskede at præsidenten skulle sende ham en grøn pengeseddel på 10 dollar, fordi han aldrig havde set sådan én.
  7. Computere og mobiltelefoner blev først tilladt i 2008
    Almindelige cubanere måtte hverken eje mobiltelefoner eller computere før 2008, hvor styret besluttede at den digitale tidsalder også skulle til Cuba.  PC'ere og mobiltelefoner var udbredt på Cuba inden 2008 - men i princippet var de forbudt at anvende.
  8. Peniskirurgi og kønsskifte er gratis i Cuba
    Det cubanske sundhedsvæsen er et af verdens mest generøse, og det er gratis for cubanske mænd at få foretaget penisforstørrende operationer, ligesom kønsskifteoperationer også er gratis - degge dele kræver dog OK fra lægerne først.
  9. Amnesty International har ikke besøgt Cuba i 25 år
    Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har ikke har haft adgang til Cuba siden 1990 - og i såvel 2013 som i 2014 har det cubanske styre ikke svaret på anmodninger fra FN-udsendinge der ønskede at undersøge status for brugen af tortur, straf og graden af ytrigsfrihed i Cuba.