Mand halshugget og flere sårede i angreb på fransk fabrik

En mand er død og halshugget og flere meldes sårede ved et angreb på en fabrik nær Grenoble i Frankrig, rapporterer franske medier.

En mand er død og halshugget og flere meldes sårede ved et angreb på en fabrik nær Grenoble i Frankrig, rapporterer franske medier. Angrebet betragtes som et terrorangreb. 

Præsident Francois Hollande bekræfter, at det er et terrorangreb, der har fundet sted i Frankrig. Der er fundet et halshugget hoved på en pæl på hegnet ind til fabrikken. Der var skrevet en besked, hvis indhold endnu ikke er videregivet fra myndighederne.

To er sårede. 

Hollande har afbrudt sin deltagelse ved EU-topmødet i Bruxelles for at tage til stedet, hvor angrebet fandt sted. Den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve er ankommet til stedet.

Terrorist navngivet - overvåget siden 2006
Indenrigsministeren har netop navngivet den ene mistænkte som den 35-årige Yacine Sali fra Lyon-området.

Han var kendt af politiet. Efterretningstjenesten overvågede ham fra 2006 til 2008 af frygt for, at den unge mand var blevet radikaliseret.

De franske medier fortæller, at manden nægter at udtale sig til politiet, og at han ikke havde identifikation på sig.

Nogle meldinger går på, at der har været to angrebsmænd. Præsident Hollande bekræfter, at der kan være tale om yderligere en gerningsmand. 

Reuters beretter, at mulige medskyldige netop er anholdt. 

Afhugget hoved med besked 
Et sort og et hvidt flag med arabisk tekst er fundet på stedet. Det er endnu ikke be- eller afkræftet, om det er flag fra terrororganisationen Islamisk Stat. 

De første meldinger kom klokken 09.50. De gik på, at der var sket en kraftig eksplosion i gas-virksomheden "Air Products", der ligger i byen Saint-Quentin-Fallavier, der ligger mellem Lyon og Grenoble. 

Franske medier forsøger at sammenstykke hændelsesforløbet. Det umiddelbare billede, der tegner sig, er, at to mænd bragede en bil gennem indgangsdøren til fabrikken og kørte ind i nogle gasflasker, hvorved eksplosionen opstod. 

Politiet har sat plastikafskærmning op uden for gasfabrikken.
Politiet har sat plastikafskærmning op uden for gasfabrikken. Foto: Scanpix

En myndighedsperson på stedet har ifølge nyhedsbureauet AP fortalt, at det afhuggede hoved blev fundet på porten ind til fabrikken. Personen var ikke bemyndiget til at udtale sig til presse, hvorfor han ikke ville have sit navn nævnt. 

Han fortalte, at kroppen blev fundet tæt på eksplosionsstedet. Og han fastslog, at det ikke var eksplosionen, der havde skilt hoved og kroppen ad. 

Gendarmeriet er markant til stede i området med helikoptere, og der er oprettet et krisecenter for de mange vidner på Bourgoin-Jallieu-hospitalet. 

En kilde ved den franske sikkerhedstjenester siger anonymt ifølge lokalavisen Le Dauphine, at man i de seneste uger har set alle tegn på, at et angreb var nært forestående. 

Offer ikke identificeret
Den franske premierminister har forhøjet sikkerhedsniveauet ved "følsomme" steder efter angrebet. 

Gas-fabrikken Air Products er amerikansk-ejet og har hovedsæde i Allentown i Pennsylvania. 

Virksomheden har ikke villet be- eller afkræfte, om ansatte er dræbt eller såret. 

- Vores førsteprioritet lige nu er at tage hånd om vores ansatte, som alle er blevet evakueret og redegjort for. Stedet er sikret. Vores kriseberedskab er aktiveret og arbejder tæt sammen med alle relevante myndigheder, lyder det i en meddelelse fra virksomhedens ledelse. 

Offeret, der blev halshugget ved angrebet, er endnu ikke blevet offentligt identificeret. 

Flere bemærker, at halshugningen minder om Islamisk Stats praksis med at halshugge fanger og fremvise deres hoved i bl.a. propagandavideoer. 

Terrororganisationen har netop taget ansvar for dagens angreb i Kuwait, men endnu har ingen påtaget sig ansvaret for angrebet i Frankrig eller i Tunesien. 

Opdateres....

Det ved vi om terror i Grenoble:

  • De første meldinger kom klokken 09.50. De gik på, at der var sket en kraftig eksplosion i gas-virksomheden "Air Products", der ligger i byen Saint-Quentin-Fallavier, der ligger mellem Lyon og Grenoble. 
  • En mand er død og halshugget, og to er såret ved angrebet.
  • Det afhuggede hoved blev fundet sat fast på hegnet ind til fabrikken med en skriftlig besked. 
  • Francois Hollande har afbrudt sin deltagelse ved EU-topmødet i Bruxelles for at tage til stedet, hvor angrebet fandt sted.
  • Den franske premierminister har forhøjet sikkerhedsniveauet ved "følsomme" steder efter angrebet.
  • Den formodede gerningsmand er identificeret som 35-årige Yacine Sali. Han har været fulgt af efterretningstjenesten som muligt radikaliseret siden 2006. Flere andre er tilbageholdt.