Putins internetkriger: Sådan spredte jeg løgn på nettet

Det anspændte forhold mellem Rusland og Vesten kommer i høj grad også til udtryk på nettet.

Det anspændte forhold mellem Rusland og Vesten kommer i høj grad også til udtryk på nettet. Vladimir Putins styre har en hel hær af 'internet-krigere', der spreder propaganda på alverdens internetsider, og ofte er der tale om lodrette løgne.

Det fortæller tidligere medarbejdere, og en af dem er Marat Burkhard, der i tre måneder - bag falske identiteter - forsøgte at manipulere debatsider og sociale medier med budskaber, der passer ind i Putin-styrets kram og tilsværter politiske modstandere.

- Regeringen står bag. De forurener internettet, så det ser ud, som om de har folks støtte, og at det er rigtige mennesker, der skriver, men det passer ikke, siger Marat Burkhard til TV 2, der har mødt den tidligere 'kriger' i Sankt Petersborg.

Ifølge Marat Burkhard arbejder mellem 400 og 600 af Putin-styrets internet-krigere i denne bygning, der ligger i en forstad til Sankt Petersborg.
Ifølge Marat Burkhard arbejder mellem 400 og 600 af Putin-styrets internet-krigere i denne bygning, der ligger i en forstad til Sankt Petersborg. Foto: TV 2

Marat Burkhard forklarer, at han lod sig lokke af agenturet Internet-Issledovanijas gode løn og et "enestående" job:

- Det er enestående at være internet-kriger. Det er som at være i en eventyr-verden, siger Burkhard, der dog hurtigt fik nok af jobbet, hvor han mødte ind til faste kvoter for, hvor mange kommentarer han som minimum skulle producere i løbet af en arbejdsdag.

- Sandhed, som er løgn. Løgn, som er sandhed. Hvidt, som er sort. Det er en meget mærkelig verden.

- En almindelig, rask person kan ikke arbejde der, så bliver man skizofren, fortæller Burkhard.

Manipulerede tyggegummispisende Obama
Marat Burkhards arbejdsopgaver i propaganda-virksomheden blev hver dag udstukket af en overordnet.

Han har blandt andet prøvet at manipulere debatten om drabet på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov - en af Vladimir Putins største kritikere – og blev også sat til at kommentere USA’s præsident, Barack Obamas, besøg i Indien.

- Da han kom til Indien og tyggede tyggegummi, gjorde vi et stort nummer ud af, at han er en ukulturel person, som ikke respekterer indisk kultur, fortæller Marat Burkhard.

I indslaget øverst i artiklen kan du høre mere om Burkhards arbejde som internet-kriger – og se her et eksempel på manipulerede satellitbilleder, der dukkede op på internettet kort efter, at Malaysia Airlines-flyet MH17 styrtede ned i Ukraine: