Europæisk modstand mod mæslingevaccine vokser

Hver dag dør 330 børn verden over som følge af mæslinger. Dermed er mæslinger stadig en af de mest dødelige sygdomme blandt børn under fem år.

Hver dag dør 330 børn verden over som følge af mæslinger. Dermed er mæslinger stadig en af de mest dødelige sygdomme blandt børn under fem år. Det er især i fattige og underudviklede lande i Afrika og Asien, at mæslinger er den store dræber.

I Europa er mæslinger i dag kun skyggen af sig selv i forhold til tiden før 80'erne, hvor man begyndte systematisk at vaccinere mod mæslinger.

Før 80'erne havde således 98 % af den danske befolkning haft mæslinger, og ved hver epidemi døde i gennemsnit fem børn. I dag trækker det overskrifter bare en enkelt person i Danmark bliver smittet med mæslinger. 

Men problemet med mæslinger i Europa er langt fra løst.

I september 2010 mødtes repræsentanter for 53 lande fra WHO's Europaregion i Moskva. Her blev man enige om en målsætning. Inden 2015 skulle landene have vaccineret 95 % af befolkningen. Senere i denne måned mødes de 53 lande igen for at gøre status. Denne gang i København, hvor WHO's regionale kontor for Europa ligger. Særligt syv lande i Europa er under WHO's observation. Overordnet set er man dog tæt på målet. 

- Den gennemsnitlige dækning for den første vaccination mod mæslinger i den europæiske region er på 94 %, siger Abigal Shefer, der er teknisk leder på WHO's regionale kontor i København. 

- Der er dog områder og befolkningsgrupper, hvor dækningsgraden er et godt stykke under de 95 %. Målet er en ensartet vaccinedækning på over 95 % i alle områder og blandt hele befolkningen i de enkelte lande, siger Abigal Shefer til tv2.dk.  

Kun 87 % vaccineret i Bosnien-Hercegovina
Bosnien-Hercegovina er et af de europæiske lande, hvor der er flest tilfælde af mæslinger. Her er vaccinationsraten faldet til 87 %, og flere og flere forældre vælger at undlade at få deres børn vaccineret mod mæslinger. 

En af dem er Muhidin Cosovic. Hans nu otte årige søn er hjerneskadet, og han har svært ved at styre sine lemmer og svært ved at gå. Faren er overbevist om, at sønnens sygdom skyldes en vaccination, som drengen fik, da han var et halvt år gammel. Cosovic har forgæves forsøgt at gå rettens vej for at få myndighederne til at erkende, at vaccinen var skyld i sønnens sygdom. Nu advarer han andre forældre mod at lade deres børn vaccinere, og han har da heller ikke ladet sin seks år gamle datter vaccinere. 

Jagoda Savic er sociolog og en af frontfigurerne i den bosniske anti-vaccinationsbevægelse. Hun er også repræsentant for forældre til omkring 100 børn som lider af alvorlige sygdomme, som forældrene mener skyldes bivirkninger af vaccinationer. 

- En af årsagerne til, at så mange forældre nægter at lade deres børn vaccinere, skyldes en meget stor mistro - den største i Europa - til landets sundhedsvæsen, siger hun til nyhedsbureauet AP.

En anden faktor, der medvirker til det store antal smittede i Bosnien-Hercegovina er, at en hel generation ikke blev vaccineret mod mæslinger under Balkankrigen i 1992-95. 

Gordana Banduka, der er børnelæge i Sarajevo erkender den voksende skepsis mod vaccinationer.

- Jeg hører flere og flere forældre fortælle om deres frygt, efter de har læst om bivirkninger på hjemmesider, der er imod vaccinationer, siger Gordana Banduka, der videre fortæller, at sundhedsmyndigheder har holdt flere seminarer om anti-vaccinationsbevægelsen, efter det er gået op for dem, hvor farlig og hvor stor indflydelse bevægelsen har.

Halvandet år gammel barn smittet med mæslinger død i Berlin

Også i Tyskland er der stor fokus på mæslinger, efter et barn på halvandet år døde i Berlin i sidste måned i forbindelse med en større epidemi. Barnet var ikke vaccineret mod mæslinger, og ifølge den foreløbige obduktionsrapport døde han af en sygdom, der ikke havde kostet ham livet, hvis han ikke var blevet smittet med mæslinger.

Det har nu fået de tyske sundhedsmyndigheder til at slå alarm, og både politikere og læger opfordrer på det kraftigste forældre til at lade deres børn vaccinere. 

- Børn skal vaccineres for at beskytte dem, men også for at beskytte samfundet, siger formanden for Den Tyske Lægeforening Frank Ulrich Montgomery til den tyske tv-station RTL.

Men på gaden i Berlin skal tv-holdet fra RTL ikke lede længe efter folk, der ikke er af samme mening.

- Børn bliver ofte vaccineret, men det er jeg kritisk over for. I dag ved man, at mange børn er allergiske over for vaccinen, fortæller en kvinde der ikke ønsker sit navn offentliggjort.