Islamisk Stat smadrer oldtidsmuseum med hamre og bor

Terrororganisationen Islamisk Stat har smadret en stor mængde uvurderlige kunstskatte på museet i den irakiske by Mosul. Museet rummer en stor mæn

Terrororganisationen Islamisk Stat har smadret en stor mængde uvurderlige kunstskatte på museet i den irakiske by Mosul.

Museet rummer en stor mængde kunstskatte fra oldtidsbyen Nineveh. 

På en ny propagandavideo fra den islamistiske terrororganisation ses jihadisterne smadre de uvurderlige kunstgenstande på museet med en mukkert.

Nogle af de genstande, som ødelægges på videoen, er op til 3.000 år gamle - og terroristerne ses kravle op på stiger, hvor de smadrer hver eneste genstand på museet med hamre, skærebrændere og boremaskiner.

Blandt de uvurderlige historiske kunstgenstande som er blevet ødelagt er en af museets hovedattraktioner, en vinget assyrisk tyr fra det 9. århundrede før Kristi fødsel. Den assyriske tyr pryder blandt andet de irakiske pengesedler.

Den bevingede assyriske tyr var en af iraks fornemste kunstgenstande fra oldtiden.
Den bevingede assyriske tyr var en af iraks fornemste kunstgenstande fra oldtiden. Foto: TV 2
Den assyriske tyr pryder de irakiske pengesedler.
Den assyriske tyr pryder de irakiske pengesedler. Foto: TV 2

En af terroristerne på den fem minutter lange video giver svar på, hvorfor Islamisk Stat ødelægger de uvurderlige genstande.

Han henviser til det forbud mod gudebilleder og billeder levende væsener, som fortolkes meget stramt i visse grene af Islam.

"Disse ruiner bag mig. De er afgudebilleder og statuer som folk i fortiden tilbad i stedet for Allah," siger en af de militante islamister på videoen.

"Profeten Muhammed rev disse afgudebilleder ned med sine bare hænder da han kom til Mekka. Vi blev beordret til at rive afgudebilleder ned og ødelægge dem, og Profetens følgesvende gjorde dette efter de begyndte at besætte andre lande." 

"Når Gud beordrer os til at fjerne og ødelægge dem, bliver det nemt for os, og vi er ligeglade med om de koster millioner af dollars," siger terroristen på videoen.

Terroristerne bruger mukkerter mod de uvurderlige statuer.
Terroristerne bruger mukkerter mod de uvurderlige statuer. Foto: Tv 2
Der bruges trykluftbor for at ødelægge statuerne fuldstændig.
Der bruges trykluftbor for at ødelægge statuerne fuldstændig. Foto: TV 2
Rester af de ødelagte kunstgenstande på museets gulv.
Rester af de ødelagte kunstgenstande på museets gulv. Foto: TV 2

Ødelæggelserne i Mosul er et frygteligt tab for arkæologien og Iraks kulturarv - det fortæller Troels Pank Arbøll, der er Ph.D.-studerende i assyriologi.

- Generelt kan man sige, at alle disse ting er rigtig vigtige for landet Iraks samlede kulturarv, og for at være med til at beskrive irakernes historie, som har haft en enorm indvirkning på hele området, såvel som historiske begivenheder og tekster som f.eks. Bibelen, fortæller Troels Pank Arbøll til tv2.dk

Islamisk Stat smadrer tyrekolosserne på museet i Mosul.
Islamisk Stat smadrer tyrekolosserne på museet i Mosul. Foto: TV 2
Terroristerne slår hovedet af den over 2.600 år gamle statue.
Terroristerne slår hovedet af den over 2.600 år gamle statue. Foto: TV 2

 Troels Pank Arbøll har set billederne af de kunstgenstande, som Islamisk Stat har ødelagt.

- Jeg kan med det samme se at billederne i den fri natur er af såkaldte “tyrekolosser”  der ødelægges, siger han.

Kolosserne er typisk fundet i forbindelse med porte i de kongelige paladser fra det ny-assyriske periode (ca. 900 til 612 før Kristus). De irakiske myndigheder har ladet dem stå udendørs for at give turisterne noget at se på - men nu har terroristerne knust hovederne på dem.

De øvrige genstande er en lang række værker som stammer fra Mesopotamien og oldtidens Grækenland.

- Efter Alexander Den Stores felttoge, blev store dele af Mellemøsten præget af hellenistiske bygninger samt skulpturer, siger Troels Pank Arbøll - og derfor er der også oldgræske kunstgenstande på museet i Mosul.

Han kan også se, at terroristerne ødelægger et relief af kongen Sankerib, der er kendt fra bibelen.

Et relief af assyrerkongen Sankerib, der er kendt fra Bibelen.
Et relief af assyrerkongen Sankerib, der er kendt fra Bibelen. Foto: TV 2

- Sankerib står i en karet med en parably og overser nogle mennesker der bringer tribut ud fra en besejret by. Disse relieffer blev brugt som del af datidens propagandaapparat for at vise imperiets magt, siger Troels Pank Arbøll.

Du kan se en lang version af videoen fra Islamisk Stat herunder. Redaktionen på TV 2 har valgt at fjerne lyden og de personer der udtaler sig på videoen, da vi ikke ønsker at videreformidle alle budskaberne fra Islamisk Stat.