Så meget flyder der rundt: Havene drukner i plastikaffald

16x9

Der er plastikaffald alle vegne i verdenshavene.

Der er plastikaffald alle vegne i verdenshavene. På oceanernes bund, på de fjerneste strande og både på Nordpolen og ved Antarktis.

Amerikanske og australske forskere har for første regnet sig frem til et bud på, hvor meget plastik vi mennesker smider i havet hvert år. Deres svar er omkring otte millioner tons plastik hvert eneste år. Resultatet er deres forskning er netop blevet offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Science.

Lederen af forskningsprojektet, professor Jenna Jambeck fra University of Georgia, forsøger i New York Times at forklare, hvor utroligt meget plastik det er:

- Det svarer til, at der på hver eneste fod kystlinje verden over (en fod svarer til 30 cm., red.) skulle ligge fem plastikindkøbsposer fulde af plastikaffald. Det flippede jeg helt ud over, siger hun.

Forskningsprojektet har set på året 2010, og professor Jenna Jambeck kan tilføje, at den årlige mængde af plastikaffald forventes at være fordoblet allerede i 2025.

Det langvarige studie har indsamlet tal fra alle de 192 lande i verden, der har en kystlinje. Forskerne har beregnet, hvor meget affald hvert land producerer. Hvor stor en del af affaldet, der er plastik. Og hvordan landet håndterer sit affald – og dermed hvor meget der ender i havet. Forskerne når frem til, at 1,5 - 4,5 procent af al den plastik, som verden producerer hvert år, ender i havet.

Problemet med plastikaffald i havet er mest tydeligt, når plastikaffald skyller op på strandene. Ligesom man taler om enorme kunstige øer af affald, der driver rundt i Stillehavet. Det virkelige problem er imidlertid, at plastikken sønderdeles til små plastikkugler i havene. Disse små plastikpartikler, der kan indeholde farlige stoffer, indgår i havets fødekæde – i værste fald hele vejen op til mennesker, der spiser fisk.

Problemet kan ikke løses ved at rense verdenshavene op, understreger professor Jenna Jambeck.  Det skal løses ved at gøre affaldssorteringen og affaldsbehandlingen mere effektiv, så plastikken ikke ender i havet. Men hun erkender, at det ikke er det problem, der står øverst på verdenssamfundets dagsorden:

- Man har presserende infrastrukturproblemer, man skal have løst først, som for eksempel rent drikkevand. Så er det nemt at glemme affaldet lidt, siger hun til New York Times.