Ecuador satser millioner på reklame under Super Bowl

16x9
Super Bowl bliver i år spillet på University of Phoenix Stadium i Arizona Foto: Scanpix

Har du penge, kan du få… en reklameplads under Super Bowl, der finder sted i nat dansk tid.

Har du penge, kan du få… en reklameplads under Super Bowl, der finder sted i nat dansk tid. Finalen i den amerikanske fodboldliga, NFL er mere end blot en kamp mellem to amerikanske fodboldhold. Med millioner af tv-seere verden over er det et af verdens suverænt største udstillingsvinduer. Det har regeringen i Ecuador luret. Den har derfor brugt knap 20 millioner kroner på en 30 sekunder lang reklame, der skal køre under nattens store show.

Til sidste års Super Bowl var der alene i USA mere end 111 millioner seere. Derfor er sportsbegivenheden traditionelt set en populær – og dyr – investeringsmulighed for virksomheder. Ecuador er det første land uden for USA til at reklamere under Super Bowl. Formålet er at promovere Ecuador og få flere amerikanere til at rejse til det sydamerikanske land for at holde ferie.

Regeringen har inden kampen ikke offentliggjort et eneste sekund fra reklamen. Det er ellers normalt at gøre det i håb om at få skabt en hype, allerede inden showet går i gang.

Ecuadors minister for turisme, Sandra Naranjo kalder investeringen for et modigt træk, der vil betale sig.

- Det er modigt at drømme stort, men jeg tror, at det er det rigtige at gøre, siger Naranjo.

Næsten 20 procent af de udenlandske turister i Ecuador kommer fra USA.