Fra spilnørd til dronepilot: Har været med til at dræbe 1600 med sit joystick

Filmen "Drone", der i aften har international premiere, handler om, hvordan den amerikanske computernørd Brandon Bryant blev dronepilot i det amerikan

Filmen "Drone", der i aften har international premiere, handler om, hvordan den amerikanske computernørd Brandon Bryant blev dronepilot i det amerikanske forsvar.

Billederne fra filmen viser, hvordan Bryant sad sikkert bag skærmen i Nevada i USA, mens han med få klik på tasterne fik bomberne til at falde i Afghanistan.

Som 21-årig blev han ansat af det amerikanske forsvar, og da han forlod jobbet seks år senere, blev han hædret for at have været med til at dræbe knap 1600 mennesker fra sin computerskærm.

"Drone" er en norsk-dansk produktion og bliver altså vist for første gang i aften i forbindelse med dokumentar-film-festivalen CPH Dox.

Han fortæller i dag til TV 2 News, at han ser sig selv som en international krigsforbryder:

- Vi overtrådte international lov. Jeg ønsker, at USA skal være ærbart og stå for frihed og retfærdighed. Når folk ser på mig, skal de tænke ”han er en god amerikaner.”

Som årene gik, fik han så dårlig samvittighed, at han trak sig fra jobbet som dronepilot.

- Jeg havde mine overvejelser om det fra begyndelsen. Men det var først, da vi begyndte at jage en amerikansk statsborger, at jeg ikke kunne være med længere. Jeg kunne ikke længere deltage i krænkelsen af både menneskerettigheder og en amerikansk statsborgers rettigheder, fortæller Brandon Bryant.