Denne raket skal sende mennesker til Mars

Det amerikanske rumfartsagentur Nasa har offentliggjort en animationsvideo af, hvad forskerne kalder ”USA’s næste store raket”.

Det amerikanske rumfartsagentur Nasa har offentliggjort en animationsvideo af, hvad forskerne kalder ”USA’s næste store raket”. Ifølge Nasa vil rumraketten, der officielt går under navnet Space Launch System og på længere sigt skal sende mennesker til Mars, blive den mest kraftfulde raket, som nogensinde er bygget.

- Denne raket er nytænkning, når det gælder forskning af det ydre rum, og den vil sende astronauter i rummet for at undersøge asteroider og udforske overfladen på Mars, siger Nasas direktør, Charles Bolden.

Rumskibet er 61 meter højt, og Nasa håber på, at Space Launch System vil skubbe grænserne for, hvor langt mennesket kan bevæge sig ud i verdensrummet.

Hvis alt går efter planen, håber det amerikanske rumfartsagentur, at det kan sende de første astronauter til Mars med en forventet landing i 2033 eller 2045. Det vil i så fald blive en næsten to år lang rejse med mellem fire og seks astronauter om bord.

Inden da satser Nasa på at lande med den nye rumraket på en eller flere asteroider – den første i 2026.

Nasa sendte med succes de første mennesker til Månen for første gang i 1969, og der har ikke været mennesker på Månen (eller nogen andre planeter end Jorden) siden 1972.