Grindedrab: 14 aktivister anholdt

På Færøerne er i alt 14 aktivister fra miljøorganisationen Sea Shepherd blevet anholdt, da de forsøgte at hindre grindedrab. I aktionen, som fandt st

På Færøerne er i alt 14 aktivister fra miljøorganisationen Sea Shepherd blevet anholdt, da de forsøgte at hindre grindedrab.

I aktionen, som fandt sted lørdag aften, deltog en af Søværnets gummibåde med politifolk ombord og to helikoptere - én til at transportere de anholdte og en til at observere.

Seks personer blev anholdt på stranden, mens de resterende otte personer blev anholdt i Sea Shepherds tre hurtigtgående både. 

De anholdte er sigtet for overtrædelse af grindebekendtgørelsen og politivedtægten, oplyser færøsk politi.

Søværnet var tilkaldt af politiet og har stået i beredskab siden 17. juni under politiets kommando. Det sker for at sikre, at Sea Shepherd kan demonstrere på lovlig vis og, at grindedrab ligeledes kan finde sted på lovlig vis. Søværnet er i beredskab frem til oktober.

Fakta om grindehvaler

Færingerne har i århundreder lavet grindedrab.

I snit bliver der dræbt 800 grinder om året.

Fangsten er lovlig, fordi der er tale om små hvaler som ikke er truet af udryddelse.

En meningsmåling fra sidste år viste at 77% af færingerne støtter grindedrab. 12 % er imod.

Grindefangsten er ikke kommerciel. Efter et grindedrab bliver kød og spæk fordelt gratis mellem lokale i det område, hvor grinderne er slagtet.