Thailands militær indfører undtagelsestilstand

16x9

Thailands hær har tirsdag indført undtagelsestilstand i et forsøg på at genoprette roen i landet. Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsf

Thailands hær har tirsdag indført undtagelsestilstand i et forsøg på at genoprette roen i landet.

Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsfjendtlige demonstrationer. 28 mennesker er døde, og flere hundrede personer er kommet til skade under urolighederne.

I en meddelelse oplyser hæren, at beslutningen om at erklære undtagelsestilstand er taget "for at genoprette ro og orden for folk fra alle (politiske, red.) sider".

I meddelelsen understreges det, at der ikke er tale om et kup.

Det er ikke mere end to måneder siden, at en langvarig undtagelsestilstand i Bangkok og omkringliggende områder blev ophævet. Blandt andet fordi den skadede turismeindustrien, der er blandt landets vigtigste indtægtskilder.

Beslutningen om at indføre undtagelsestilstand i Bangkok blev taget 21. januar op til det planlagte valg, som daværende premierminister Yingluck Shinawatra havde udskrevet for at dæmpe uroen i landet.

Thailands hær strammer greb om medier og demonstranter
I kølvandet på undtagelsestilstanden strammer militæret nu også grebet om landets medier og de politiske demonstranter, som i cirka seks måneder har forårsaget uroligheder i Bangkok.

I et dekret udstedt af hærchefen, general Prayut Chan-ocha, forbydes alle medier at rapportere om eller distribuere nyheder eller billeder, der kan være til fare for den nationale sikkerhed. Hæren kræver desuden, at 10 satellit-tv-kanaler stopper med at sende. Det gælder både tv-stationer, som er for og imod regeringen.

Samtidig er der indført forbud mod protestmarcher. Demonstrerende tilhængere og modstandere af regeringen skal forblive, hvor de er for at forhindre nye blodige sammenstød.

- Alle grupper skal stoppe med at bevæge sig fra sted til sted, oplyser hæren i en meddelelse på tv.

Siden premierminister Yingluck Shinawatra sammen med ni ministre blev afsat 7. maj efter en dom for magtmisbrug, er den politiske krise taget til, selv om der er indsat en midlertidig regeringsleder.

To dage efter Shinawatras afgang opfordrede demonstranter den lovgivende forsamling til at støtte deres forsøg på helt at få fjernet regeringen. Dagen efter advarede tilhængere af regeringen om risikoen for en "borgerkrig", hvis en leder, der ikke er valgt af befolkningen, overtager magten.

Den 15. maj aflyste myndighederne det parlamentsvalg, der var planlagt til at finde sted 20. juli. Samme dag advarede hærchef Prayut Chan-ocha om, at hans soldater kunne blive beordret til at anvende magt over for demonstranterne for at få stoppet urolighederne.

Advarslen kom, efter at tre mennesker blev dræbt under et angreb på regeringsfjendtlige demonstranter i Bangkok.