Bortført tv-vært: Jeg blev ydmyget og pisket - mange gange

28 dage i mørket med pisk, tæsk og konstante trusler om at blive skudt eller få klippet fingrene af.

28 dage i mørket med pisk, tæsk og konstante trusler om at blive skudt eller få klippet fingrene af. Det var det helvede den tidligere vært på TV Avisen, Jeppe Nybroe, levede under som gidsel ved grænsen til Syrien.

- Vi er blevet ydmyget på alle tænkelige parametre. Vi er blevet bedt om at klæde os af, nøgne og latterliggjorte. Alt hvad der er menneskeligt bliver taget fra en og flået i stumper. De truede igen og igen med at dræbe os. Jeg har fået at vide, at de ville skære fingre, en hånd eller en fod af. De har fortalt, at de ville skære mig i stykker og sende mig i småstykker til min familie, siger Jeppe Nybroe, til TV 2.

Han blev også truet med, at de ville sælge ham til Al-Qaeda, fordi han er fra Danmark.

Jeppe Nybroe blev sammen med en palæstinensisk kollega bortført fredag den 7. februar under en reportagetur til Arsal i Libanon. 40-årige Jeppe Nybroe har de seneste år boet i Beirut i Libanon, hvor han har arbejdet som freelancejournalist. Han er altså vant til at færdes i de lovløse egne af landet.

- Jeg kan ikke forestille mig noget mere hæsligt
Men få hundrede meter fra et militært check-point blev han og hans kollega stoppet i deres lejede bil af bevæbnede mænd, der tvang hætter over hovederne på dem, slog dem og kørte dem væk.

Efter en times kørsel blev de – stadig med hætter over hovedet – blev de smidt ind i et maksimalt 12 kvadratmeter stort rum, der blev deres totalt mørklagte hjem de næste 28 dage. 28 dage med konstante trusler.

I Danmark måtte familien oprette en konto som venner og familie satte penge ind på. Første krav fra bortførerne lød på fem millioner dollars – næsten 27 millioner danske kroner. Det endelige – og noget lavere – beløb er dog hemmeligt.

- Det var rigtigt dejligt, at se ham igen. Han har jo været udsat for noget, som jeg ikke kan forestille mig meget mere hæsligt, siger Jeppe Nybroes storebror, Jacob Nybroe, der er nyhedschef på TV 2|NYHEDERNE.

- Det værste ved sådan en situation er, at et menneske man elsker meget højt, er i en ubegribelig desperat situation. Og man kan ikke gøre noget. Det er forfærdeligt, siger Jacob Nybroe.

Jeppe Nybroe

Journalist. 41 år gammel.

Har de seneste år boet i Beirut i Libanon og arbejdet som freelance journalist.

Tidligere krigskorrespondent og vært på TV Avisen, hvor han blev fyret efter omfattende kritik for manipulation af et indslag fra Irak.

Siden har han været redaktionssekretær på Nyhedsavisen, på BT’s webtv-redaktion og vært på TV 2 Øst.

Han måtte flygte fra jobbet som nyhedsredaktør på Libya Alhurra TV i 2012 efter at være blevet overfaldet i forbindelse med dækningen af valget.

Han har også været nyhedschef og udviklingskonsulent på Mongol TV i Mongoliet.