Ukraine: Præsidenten flygter - nu er han væk

En af den ukrainske præsident Victor Janukovitj’s nærmeste rådgivere siger nu, at Janukovitj stadig befinder sig I det østlige Ukraine og ikke har tæn

En af den ukrainske præsident Victor Janukovitj’s nærmeste rådgivere siger nu, at Janukovitj stadig befinder sig I det østlige Ukraine og ikke har tænkt sig at forlade landet.

Rådgiveren Hanna Herman har tidligere været meget tæt på Janukovitj, men lægger nu en vis afstand til ham, skriver nyhedsbureauet AP, der har talt med hende i dag. Hun fastholder dog en kritik af, at oppositionen og det nye flertal i det ukrainske parlament efter hendes mening ikke tager nok hensyn til Janukovitj’s parti, der repræsenterer en stor del af Ukraines befolkning.

Præsident Janukovitj’s skæbne har været omgæret af mystik siden han fredag forhandlede med oppositionen. Fredag aften forlod han tilsyneladende sit præsidentpalads lige udenfor hovedstaden Kiev og fløj i helikopter til byen Kharkiv i det østlige Ukraine. Her i det østlige Ukraine har præsidenten sin magtbase og har traditionelt haft flertal fra et flertal af befolkningen, mens det vestlige Ukraine og hovedstaden Kiev traditionelt har støttet oppositionen.

Lørdag lod han høre fra sig i en TV-tale, efter parlamentet havde stemt for at afsætte ham som præsident. Og samtidigt med, at demonstranter og nysgerrige strømmede ind i præsidentens luksuriøse palads udenfor Kiev. Den jernring af sikkerhedsfolk og militær, der ellers har været omkring præsidentpaladset, var væk, og almindelige ukrainere fik mulighed for at se – og lade sig forarge over – den vulgære luksus, som præsidenten havde levet i.

Det er uklart, om præsidentens tale lørdag var optaget på forhånd, eller om han rent faktisk talte lørdag. I hvert fald sagde han i talen – på russisk, ikke på ukrainsk – at han stadig betragtede sig selv som Ukraines præsident, at han var blevet udsat for et statskup og at han agtede at blive i Ukraine og kæmpe for sin ret.

Sent lørdag eftermiddag dukkede han og et følge af bevæbnede mænd imidlertid op i lufthavnen i Donetsk, hvor de forsøgte at tage af sted i et privatfly. Personalet i lufthavnen nægtede imidlertid flyet lov til at lette, fordi flyet ikke havde de fornødne tilladelser.

Lufthavnsmyndighederne har forklaret, at præsidentens mænd forsøgte at bestikke lufthavnsfunktionærerne for at få lov til at lette med privatflyet – men forgæves. I stedet forlod præsidenten og hans følge lufthavnen igen i to armerede køretøjer og kørte til et ukendt opholdssted i det østlige Ukraine, hvor han forsøger at samle opbakning.

Videoen ovenfor viser angiveligt optagelser af præsident Janukovitj og hans nærmeste, der stiger om bord i en helikopter på præsidentpaladsets grund, lige udenfor hovedstaden Kiev, for at flyve væk til et ukendt bestemmelsessted. Billederne  blev lagt ud på internettet af den ukrainske TV-station Kanal 5 lørdag. Ifølge kanalen stammer billederne fra overvågningskameraer omkring præsidentpaladset. Udenlandske medier har forsøgt at undersøge billedernes ægthed. Den norske TV-station NRK skriver på sine hjemmeside, at identifikationsnummeret på helikopteren stemmer overens med nummeret på en helikopter, som er registreret som udlejet til den ukrainske præsidents kontor.