Nordmand dømt for drab på celle-kammerat

16x9
Joshua French var selv i retten, da dommen blev læst op Foto: Scanpix

Nordmanden Joshua French er i dag ved en domstol i Congo dømt for at have dræbt sin landsmand og kammerat Tjostolv Moland i et fængsel i hovedstaden K

Nordmanden Joshua French er i dag ved en domstol i Congo dømt for at have dræbt sin landsmand og kammerat Tjostolv Moland i et fængsel i hovedstaden Kinshasa i Congo i august i fjor.

Ifølge norske VG er Joshua French dømt til fængsel på livstid og til at betale 50.000 congolesiske franc i sagsomkostninger.

Dommerne mener blandt andet, at French har forklaret sig modstridende i forbindelse med, at han og Moland indtog alkohol aftenen før, at Moland døde. Moland havde en alkoholpromille på 2,7, da han blev fundet død, og dommerne mener, at Moland umuligt kunne have taget sit eget liv med en så høj alkoholpromille.

- En person med så høj en promille, kan ikke andet end at sove, sagde dommeren.

Desuden kom det frem, at de skader, som Moland havde pådraget sig, kun kan stamme fra en anden person.

Ifølge domstolen er der ingen tvivl om, at French er skyldig i mordet. I dommen står der, at French sågar havde planlagt at dræbe Moland.

Joshua French og Tjostolv Moland blev anholdt i 2009, efter at deres chauffør blev fundet dræbt, og de blev siden dømt til døden ved tre retsinstanser i Congo.

Moland blev i august sidste år fundet død i fængselscellen, som han delte med French.

Congolesisk politi har tidligere sagt, at han tog sit eget liv, men i december sidste år valgte congolesisk politi - til det norske kriminalpoliti, Kripos, store overraskelse - at tiltale Joshua French for mordet.

Dommen skulle i første omgang have fundet sted 11. februar, men en læge-rapport blev uventet lagt frem i retten samme dag.

Rapporten var skrevet af to norske læger, der undersøgte French i januar. De konkluderede i rapporten, at French var svært påvirket af stress, og at hanvar i en "meget sårbar situation".

Joshua French kan anke dommen inden fem dage