Et år efter Newtown-massakre: Våbenlove lempes

16x9
Så sent som i går fandt endnu et amerikansk skoleskyderi sted; denne gang i byen Cantennial i Colorado Foto: Scanpix

Det er i dag et år siden, at den 20-årige gerningsmand Adam Lanza gik ind på Sandy Hook-skolen i den amerikanske by Newtown og begyndte at skyde omkri

Det er i dag et år siden, at den 20-årige gerningsmand Adam Lanza gik ind på Sandy Hook-skolen i den amerikanske by Newtown og begyndte at skyde omkring sig. 20 børn mellem seks og syv år blev dræbt, inden gerningsmanden skød sig selv.

Massakren i Newtown satte gang i debatten om den amerikanske våbenlov, og præsident Barack Obama lovede under en meget følelsesladet tale ved en mindehøjtidelighed for ofrene, at det var ’tid til at handle. Vi kan ikke vente på endnu en Newtown’.

Men trods det løfte er forsøgene på at stramme den amerikanske våbenlov blevet skudt til hjørne; senest er et forslag om et øget baggrundstjek, inden borgerne kan købe våben, blevet stemt ned i både senatet og repræsentanternes hus.

- Obama har sat våbenlovgivningen på dagsordenen, men han har bare ikke den politiske opbakning til stramninger i kongressen. Og det var faktisk i Senatet – hvor hans eget parti, demokraterne, sidder på flertallet – at hans forslag første gang stødte på massiv modstand, forklarer TV2's korrespondent i USA, Jesper Steinmetz.

Når selv ikke en massakre som den i Newtown kan rykke på den amerikanske våbenlovgivning, skyldes det ifølge Jesper Steinmetz, at våben er så stor en del af amerikanernes kultur og dagligdag:

- Siden Newtown er der sket et skoleskyderi cirka hver 14. dag. 17 børn har mistet livet, og flere end 20 er blevet såret. Og når det kan ske, uden at der bliver grebet ind på nationalt plan, så skyldes det, at det er så indgroet i mange amerikaneres dna, at de har retten til at forsvare sig selv og til at bære våben.

Alligevel ser man tiltag ude i de enkelte stater, og det er tilsyneladende her, tilhængere af stramninger på våbenlovgivningen, må sætte sin lid.

- Det, der er fællesnævneren for tiltagene i staterne, er, at der er sket en række forbedringer på det psykiatriske område i en erkendelse af, at der skal gøres noget mere præventivt, fordi for mange psykiatriske patienter bliver overset og har mulighed for at eje et våben og dermed kan begå de her massakre, siger Jesper Steinmetz.

Så sent som i går fandt der et skoleskyderi sted i byen Cantennial i Colorado. Her blev to personer såret, inden gerningsmanden – en elev på gymnasiet – skød og dræbte sig selv.

Siden Newtown-massakren er der fremsat ca. 1.500 forslag om våben i de enkelte staters lovgivende forsamlinger.

Af dem er 109 blevet vedtaget. 70 af de nye love lemper kontrollen med våben. Kun 39 nye love strammer kontrollen.

Det er hovedsageligt i stater, der er kontrolleret af demokrater, at stramningerne er blevet vedtaget. Lempelserne er derimod sket i stater domineret af republikanere.

Stramninger

Blandt 39 stramninger:

  • 27 nye love strammer baggrundstjek.
  • 9 love skal holde våben væk fra kriminelle og psykisk syge.

Lempelser

Blandt 70 lempelser:

  • 31 nye love tillader at bære skjulte våben i skoler.
  • 28 gør det lettere at få tilladelse til at købe våben.

Kilde: New York Times.