It-firma finder defekt i Intel-processor, der kan afsløre kodeord

16x9
En svaghed for Intel processorer kan føre til, at kodeord og andre sårbare oplysninger vil blive tilgængelige for utilsigtede personer. Foto: Mandy Cheng / Scanpix Denmark

En fysisk defekt i en computerprocessor fra Intel kan være en åben dør til kodeord og følsomme oplysninger.

Den næste store hovedpine for myndigheder og store virksomheder verden over kan meget vel være en it-svaghed, der opstår som følge af en fejl i den fysiske opbygning i Intel-processorer.

Ifølge det rumænske it-sikkerhedsselskab Bitdefender kan svagheden føre til, at kodeord og andre sårbare oplysninger kan blive tilgængelige for utilsigtede personer.

Det forklarer e-trussels analytiker hos Bitdefender Bogdan Botezatu:

- Et succesfuldt angreb kan afsløre følsomme oplysninger. Når en hacker har adgang til dem, kan de bruges senere. De kan afsløre kodeord og oplysninger, der kan lægge systemet ned, siger han.

Har kendt til svagheden i en tid

Fejlen betyder groft sagt, at hvis man presser computerens system på den rigtige måde, hoster den ved en fejl op med de kodeord, der skal bruges for at tilgå computerens brugere.

Det betyder, at man kan komme til alle de informationer og indstillinger, der er på en computers bruger.

Det kan ifølge Bitdefender bruges til både at tilgå følsomme oplysninger eller forretningshemmeligheder på computere. I sidste ende kan det også blive et problem for andre virksomheder, der deler en server med en angrebet computer.

Bitdefender har kendt til svagheden i et stykke tid. Det har dog givet Intel noget tid til at reagere på svagheden, inden det gør offentligheden opmærksom på problemet.

Opdatering tilrådes

Ifølge Bogdan Botezatu fra Bitdefender kan en opdatering meget vel lukke sårbarheden. Det kommer dog til at tage noget af computerens ydeevne.

Almindelige brugere vil ifølge it-analytikeren ikke opleve noget mærkbart tab af ydeevne.

Til gengæld er der andre, for hvem selv marginalt tab af ydeevne kan mærkes. Der er virksomheder, for hvem computernes ydeevne af vigtig for deres forretning.

Der er også privatpersoner såsom gamere, der bruger deres computer til spil med store krav til computeren. De vil ifølge Bogdan Botezatu kunne mærke tabet af ydeevne.

Derudover er der en frygt for at sårbarheden kan bruges til, at cyberkriminelle kan afpresse virksomheder.