Nye detaljer om Playstation 5: - Den bliver et monster, siger spilekspert

16x9
Der er endnu ikke sat en udgivelsesdato eller pris på den nye konsol. Foto: Justin Sullivan / Ritzau Scanpix

De mere end 90 millioner mennesker, der ejer en Playstation, kan forvente en opgradering af lyd og en "knivskarp” billedside.

Snart kan gamerne se frem til at få udskiftet deres nuværende spilkonsol.

Elektronikfirmaet Sony har nemlig afsløret de første detaljer om den nye – og femte – Playstation i rækken. Det skriver amerikanske Wired.

Spilkonsollen står til at blive ”næste generations spilkonsol” ifølge Mark Cerny, der er systemarkitekten bag Playstation.

Spilekspert hos Go’ Morgen Danmark Thomas Bense mener da også, at vi kommer til at se en spilkonsol, der tager spilverdenen til nye højder:

- Den bliver stærkere på alle parametre. Helt basic bliver det et monster i forhold til teknologien.

Prisen bliver i den dyrere ende

Sony, der står bag Playstation, har endnu ikke sat en udgivelsesdato eller pris på den nye konsol.

De ved, at kunderne hele tiden går efter det nyeste og bedste

Thomas Bense

Playstation-fans kan dog forvente, at prisen bliver i den dyrere ende.

- Et slag på tasken vil være på omkring 6000 danske kroner, siger Thomas Bense til TV 2.

Det er over dobbelt så meget som den nuværende Playstation 4, der koster omkring 3000 kroner.

PlayStation gennem årene

1994: PlayStation 

2000: PlayStation 2

2004: PlayStation Portable 

2006: PlayStation 3

2011: PlayStation Vita

2013: PlayStation 4 

kilde: playstation.com 

Til maj vil der komme mere information om den nye spilkonsol, og ifølge spileksperten skal de fleste nok ikke regne med at se den under juletræet i år. Han forudser, at den femte Playstation kommer på markedet i 2020.

Giver det gamle nyt liv

De mere end 90 millioner mennesker, der ejer en Playstation, kan forvente en opgradering af lydsiden og en ”knivskarp” billedside, hvis de vælger at udskifte den nuværende konsol med den nye.

Den kommende Playstation 5 kommer derudover med en SSD-harddisk og forbedret processor. Det vil give en hurtigere databehandling og afvikling af spillene end de tidligere konsoller.

Kunderne har længe efterspurgt at kunne spille de gamle Playstation-spil på nye konsoller. Derfor har Sony valgt at bevare det fysiske drev i den nye konsol.

Den første Sony Playstation blev lanceret i 1994.
Den første Sony Playstation blev lanceret i 1994. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Danmark

- Man kan sige, at nu hvor vi bevæger os mod en retning med streaming og downloading, så studsede jeg over, at de havde valgt at bevare det, siger Thomas Bense.

I spilverdenen har man fået deres svar på streamingtjenesten Netflix.

Det kaldes Cloud-gaming, og her kan spillere uafhængigt af spilkonsollerne streame spil, fortæller Thomas Bense, der forudser, at det kommer til at ”vende op og ned på konsolverdenen i fremtiden”.

I 2004 udkom Playstation Portable, der også gik under navnet 'PSP'. Det var deres første bærbare spilkonsol.
I 2004 udkom Playstation Portable, der også gik under navnet 'PSP'. Det var deres første bærbare spilkonsol. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Danmark

Xbox og Playstation spiller om føringen

For Playstation har ifølge Thomas Bense haft førerposition de seneste år sammenlignet med sine to konkurrenter Xbox og Nintendo.

For selvom Xbox har annonceret, at de muligvis vil udkomme med to nye konsoller, så får det ikke Playstation til at vige fra fronten.

- De har hele tiden en krig kørende. De ved, at kunderne hele tiden går efter det nyeste og bedste, siger Thomas Bense og tilføjer:

- Det handler for Playstation om at komme ud med det bedste. Playstation har med deres egne eksklusive spil såsom Uncharted nogle stærke kort på hånden.

'Uncharted 4' er et af Playstations egne eksklusive spil. Spillet handler om Nathan Drake, der er på jagt efter en værdifuldskat skat i Madagascars skove.
'Uncharted 4' er et af Playstations egne eksklusive spil. Spillet handler om Nathan Drake, der er på jagt efter en værdifuldskat skat i Madagascars skove. Foto: Naughty Dog / Naughty Dog

Ifølge spileksperten er det ikke selve spilkonsollen, der er altafgørende. ”Det handler mere om, hvad de spiller”, uddyber Thomas Bense.

- De ser på, hvor gode, de eksklusive spil er. For i virkeligheden handler det om, hvem der har det bedste indhold til maskinerne.