Google-app til tv gav fejlagtigt adgang til private fotos

16x9
Efter fejlen blev opdaget, har Google blokeret funktionen. (Arkivfoto) Foto: Eric Gaillard / Scanpix Denmark

Google har blokeret funktion, der ved en fejl gav brugere af Android TV adgang til andres private fotos.

Brugere af Android TV har midlertidigt haft adgang til andre brugeres private fotos. Det skriver onlinemagasinet recordere.dk.

Fejlen har gjort, at brugere ikke længere har adgang til deres fotos i Google Photos på deres tv, fordi Google midlertidigt har fjernet funktionen.

Android TV gør det muligt at vælge apps og spil direkte i Google Play. Det kan fås til tv-modeller fra blandt andre Philips, Sony og Sharp.

Det var en indisk bruger, der lørdag opdagede fejlen. Fejlen gjorde, at han ikke bare havde adgang til sin egen brugerkonti, men til adskillige andre brugeres konti.

Årsag til fejl er ukendt

Mange brugere har Google Photos til automatisk at lægge nye billeder op i skyen, og det er via denne funktion, at alt fra landskabsfotos til mere private billeder pludselig blev tilgængelige for andre brugere.

Google blokerede med det samme funktionen. Det vides endnu ikke, hvad der er gået galt.

Men det tyder på, at det er hos Google, fejlen ligger. Brugeren har et tv fra producenten Vu, som afviser at være skyld i problemet.

- Vi er blevet gjort opmærksomme på problemet og har undersøgt sagen. Det er ikke en fejl på Vus tv-modeller, men derimod en softwarefejl i Google Home-appen, lyder det i en udtalelse fra en Vu-repræsentant til hjemmesiden Gadget 360.