Sjældne tvillinger er hverken enæggede eller tveæggede

16x9
Tvillinger forsamlet til 'Tvillinge-festival' i Ukraines hovedstad, Kiev, i 2018 Foto: Sergei Supinsky / Scanpix Denmark

Et australsk tvillingepar har vakt opsigt blandt forskere. De troede, tvillingerne var enæggede - men så blev det en dreng og en pige.

For blot anden gang i verdenshistorien har lægerne identificeret et par ’semi-enæggede tvillinger’. Tvillingeparret er en dreng og en pige på fire år i Australien.

Børnenes dna ligner hinanden mere end hos tveæggede tvillinger – men eftersom de har hvert deres køn, er deres dna tydeligvis ikke identisk som hos enæggede tvillinger.

Det usædvanlige tvillingepar blev opdaget af læger på Royal Brisbane and Womens Hospital, allerede da moderen var til scanninger under graviditeten i 2014. Deres historie er netop blevet offentliggjort i en videnskabelig artikel i ’The New England Journal of Medicine’.

Professor Nicolas Fisk fra hospitalet i Brisbane fortæller, at en rutinescanning først havde vist, at moderen ventede enæggede tvillinger, men at en senere kontrol til lægernes store overraskelse viste, at de to fostre var af forskelligt køn.

- En 14 ugers ultralydsscanning viste, at tvillingerne var en dreng og en pige, hvilket ikke er muligt for enæggede tvillinger, fortæller Professor Nicolas Fisk til BBC.

Semi-enæggede

Forklaringen var, at tvillingeparret hverken var enæggede eller tveæggede, men det ekstremt sjældne sesquizygotiske (eller semi-enæggede) tvillinger.

Det er første gang nogensinde, lægerne har fundet et par semi-enæggede tvillinger allerede før fødslen. Det eneste andet kendte eksempel stammer fra USA, hvor et par blev født i 2007 og senere identificeret som semi-enæggede.

Den sjældne tvillingeform opstår, når to sædceller befrugter det samme æg. Tvillingefostrene har samme dna fra moderens side, men forskellig dna fra faderens side (se grafik).

Semi-enæggede tvillinger:

square to 16x9

- Det sker ekstremt sjældent, så det er ikke noget, folk rutinemæssigt skal testes for eller gå og bekymre sig over, siger Dr. Michael Gabbett, der er hovedforfatter på artiklen i ’The New England Journal of Medicine’ til avisen The Guardian.

Det er usikkert, hvor ofte semi-enæggethed forekommer.

De fleste fostre af den type menes at gå til grunde inden fødslen. Dertil kommer, at forskerne går ud fra, at de fleste tilfælde af semi-enæggethed aldrig bliver opdaget, fordi tvillingerne bare bliver betragtet som tveæggede tvillinger.

Enæggede tvillinger:

square to 16x9

De australske forskere har derfor undersøgt dna fra næsten tusind par tveæggede tvillinger for at finde ud af, hvor mange semi-enæggede tvillinger der gemte sig i denne gruppe.

Svaret var nul, hvilket bestyrker forskerne i, at fænomenet er ekstremt sjældent.

Tveæggede tvillinger:

square to 16x9