Børn elsker nyt socialt medie, fordi mor og far ikke kender det

16x9
TikTok bliver brugt af børn og unge ned til tiårsalderen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

TikTok er navnet på et socialt medie, som børn på helt ned til ti år bruger.

Du vælger et stykke musik, som du mimer til, mens du filmer sig selv.

Videoen deler du offentligt med en gruppe venner eller på Instagram eller Facebook.

Det er hovedelementerne i TikTok, der er et socialt medie fra Kina.

Appen, der blev lanceret allerede i 2016, har nu fået sit store verdensomspændende gennembrud. Appen er hentet næsten 800 millioner gange på verdensplan, og i oktober blev TikTok downloadet mere end Facebook, Snapchat, Instagram og Youtube. Det skriver det amerikanske nyhedsmedie cnn.com.

Man kan have det for sig selv

TikTok har også godt fat i de danske unge, fortæller Nathalie Larsen, der er digital chef hos Lead Agency og fast social medie-ekspert i 'Go morgen Danmark'. TikTok er faktisk det medie, der lige nu – sammen med Twitch og Youtube – optager de unge mest.

- Det er nogle platforme, hvor forældrene ikke er med på samme måde endnu, hvilket gør, at det er ekstra populært, fordi man kan have det lidt for sig selv, siger Nathalie Larsen.

Hun beskriver målgruppen som de helt unge ned til omkring tiårsalderen – nogle gange endnu yngre.

- De var meget i søgelyset i starten, fordi det er til de helt unge, før de kommer på Facebook og Instagram. Så det er et meget ’barnet’ medie, siger Nathalie Larsen.

Popstjerner lægger sange på appen

Hele universet i TikTok er bygget op omkring musik, som brugerne kan lave deres egne små musikvideoer til. Musikere og popstjerner er derfor også brugere af mediet.

- Der er også mange berømtheder på. Det er nok i virkeligheden derfor, at det er blevet stort, siger Nathalie Larsen og uddyber:

- Når man releaser en sang og har et ungt publikum, er det ret normalt, at man går herind og lader sin sang være tilgængelig og parodierer sig selv. Det har Selena Gomez gjort en del. Det genererer en masse opmærksomhed på sangen, siger hun.

Facebook opruster

I august i år opkøbte TikTok det sociale medie Musical.ly, som blev lukket ned. Og med det træk forudser Nathalie Larsen, at der kommer til at ske noget nyt med TikTok.

For konceptet bag TikTok er ikke langtidsholdbart i sin nuværende form.

- Communityet har sine begrænsninger, fordi det hele tiden er centreret omkring den handling at bruge musik og parodiere noget. Det er hovedessensen i appen, siger hun.

- Der ligger i opkøbet fra TikTok, at det skal kunne noget mere på sigt. Hvis man holder det som nu, tror jeg, at det vil stagnere med tiden. Der er grænser for, hvor længe man kan se andre synge popsange og danse, siger hun.

Facebook har reageret på TikToks stigende popularitet ved tidligere på måneden at lancere den konkurrerende app Lasso, hvor brugerne kan lave korte videoer med musik og kameraeffekter.

Sociale medier, der floppede i Danmark

MySpace

MySpace blev i Danmark primært et sted for musikbranchen. Foto: scanpix
MySpaces danske side åbnede i 2007, efter mediet havde eksisteret på det amerikanske marked i fire år. Sitet blev især brugt af musikere, der i MySpace havde en platform til at dele deres musik med omverdenen.
- Det var musiklivet, der så mulighederne i MySpace, og det gjorde, at det meget hurtigt blev kommercielt og dermed uinteressant for almindelige brugere. Og så var brugervenligheden der ikke. Da Facebook kom på banen og var nemt og enkelt at gå til, faldt MySpace ud i glemslen, siger TV 2s tech-ekspert, David Guldager.

Google+

Google+ havde mange brugere på verdensplan, men selve platformen blev aldrig en succes. Foto: scanpix
Google+ blev lanceret i 2011 og fik lynhurtigt mange millioner brugere. Mediet kom dog aldrig til at slå igennem for alvor, selvom det mindede meget om Facebook.
- Google+ er et godt eksempel på, at det ikke nødvendigvis fungerer, selvom man er store og har store markedsføringskampagner. Det var måske lidt for abstrakt, og samtidig kom det ud på et uheldigt tidspunkt, hvor Facebook havde meget stor succes. Hvis det i stedet var udkommet i dag, hvor folk er begyndt at blive trætte af Facebook, og hvor Google har succes med deres telefoner, kunne det måske godt have slået igennem, siger David Guldager.

Twitter

Twitter er blevet en platform for politikere og journalister i stedet for den almindelige dansker. Foto: scanpix
Twitter blev allerede lanceret i 2006 og er kendetegnet ved, at man kun kan skrive 280 tegn ad gangen - tidligere kun 140 tegn. 11 procent af danskerne har i 2018 en profil på Twitter.
- Journalister og politikere bruger Twitter, men det har aldrig rigtigt slået igennem hos danskerne. Jeg tror, det skyldes mange ting, blandt andet at det ikke fangede danskerne at skulle begrænse sig til 140 tegn og stort set ingen billeder – danskerne havde brug for noget mere sjovt. Samtidig blev dem, der holdt fast i Twitter, mere og mere interne, og dermed blev det også sværere at komme ind som ny, siger David Guldager.

Ello

Ello-universet blev meget populært, fordi det var eksklusivt og krævede en invitation fra en eksisterende bruger. Foto: scanpix
Ello blev lanceret under stort mediepostyr i 2014 og mindede lidt om Twitter, men havde et meget simpelt design. Samtidig var det reklamefrit og gjorde en dyd ud af, at brugerne var kunden og ikke varen, hvis oplysninger kunne sendes videre.
- Ello fik meget opmærksomhed, men det faldt bare til jorden. Ello havde en anden holdning til privatlivsoplysninger end Facebook. Det gjorde, at folk prøvede at oprette en bruger, men de holdt stadig fast i deres profiler på de andre platforme, og derfor var der grænser for, hvor meget indhold der kom ud på Ello – for folk nåede stadig bredere ud, når de skrev på Facebook, siger David Guldager.

Vine

På Vine kunne brugerne dele videosekvenser af seks sekunders varighed. Foto: tv2journalist
Vine var en videodelingsplatform, hvor brugerne kunne dele korte videoer. Den åbnede i 2012 og blev en stor succes i USA, men nåede ikke at få fat i danskerne, før den lukkede.
- Vine opstod, dengang man kun kunne lægge billeder på Instagram. Vine gav muligheden for at lave videoer, og det fangede brugerne i USA. Vine blev dog ikke lanceret globalt til at starte med, og da det kom til Danmark, var det blevet muligt at lægge videoer på Instagram, og behovet var der derfor ikke for danskerne, siger David Guldager.

Meerkat og Periscope

Periscope var en af de første platforme, der gjorde det muligt at sende videoer i realtid til sine venner. Foto: scanpix
Både Meerkat og Periscope var apps, der gjorde det muligt at sende livevideoer. De blev begge lanceret i 2015.
- Det var nytænkning, og disse apps gav brugerne noget, de ikke kunne få på de andre sociale medier. Men der var kun tale om en enkelt funktion, så Facebook kunne nemt tage den, og derfor blev Meerkat og Periscope overflødige, siger David Guldager.