Har du svært ved at høre, hvad der bliver sagt? Sådan får du bedre lyd på dit tv

16x9
Fjernsyn er blevet tyndere, men i gamle dage - hvor fjernsynene var store og klodsede - var lyden faktisk bedre, end den er i dag. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

De seneste år er flere danske dramaserier blevet kritiseret for dårlig lyd.

Mumlende skuespillere og dårlig lyd har flere gange de seneste år fået seere til tasterne, når nye danske dramaserier er blevet sendt i bedste sendetid.

Senest har TV 2 tilføjet undertekster til ’Kriger’, efter flere seere har henvendt sig til seernes redaktør på kanalen, fordi de har haft problemer med at afkode skuespillernes dialoger på grund af lyden.

Hos TV 2 understreger fiktionschef Katrine Vogelsang, at lyden er noget, man hos TV 2 Fiktion er meget opmærksomme på, når der skal laves nye serier, men at det kan være svært at finde en balance i krimigenren, fordi musik og lyde ofte bliver brugt som en del af fortællingen.

- Det betyder, at det automatisk bliver en smule sværere at høre dialogen, fordi dialogen ikke er alene i lydbilledet.

- Også fordi genren kræver et naturalistisk skuespil. Det ville være utroværdigt og meget lidt autentisk, hvis skuespillerne talte højt og tydeligt hele tiden, siger hun og understreger sin pointe ved selv at overartikulere.

Slutteligt handler det også om, at der er stor forskel på højtalerne på de platforme, folk bruger, fortæller Katrine Vogelsang.

- Det er enormt svært at lave god lyd, der fungerer på både iPad, computere og nye tv. Vi prøver selvfølgeligt altid på det, men det er desværre ikke lykkedes i tilfældet med 'Kriger'. 

Det er kun blevet værre med årene

Det er særligt, hvis man ser sine yndlingsserier på et fladskærms-tv, lyden kan skrante, fortæller Christoffer Arensbach, der er direktør i HiFi Klubben.

- Det er jo næsten pinligt, hvor dårlig lyden er på fladskærms-tv. Billedet bliver bedre og bedre, men der er aldrig nogen, der taler om lyden, som slet ikke har fulgt samme udvikling.

Ifølge HiFi-direktøren er problemet i bund og grund et spørgsmål om plads.

I gamle dage, hvor tv var udformede som kæmpe kasser, var der bedre plads til ordentlige højtalere, men i en tid, hvor vores fjernsyn på en og samme tid skal være både så store og brede og flade, som det er muligt, er der simpelthen ikke fysisk plads i modellerne til ordentlige højtalere – og derfor er lydkvaliteten faktisk blevet værre end i de gode gamle dage.

Nedenfor giver Christoffer Arensbach nogle bud på, hvad man som forbruger kan gøre, hvis man gerne vil have den fulde lydoplevelse med, når man ser tv.

Guide til bedre lyd

Køb af nyt: Indregn højtalere i budgettet

Hvis du skal ud og købe nyt tv, anbefaler Christoffer Arensbach, at du indregner et eksternt højtalersystem i dit budget – simpelthen fordi lydsiden på fladskærms-tv over en bred kam er ringe. Han understreger, at man ikke behøver at investere i et kæmpe luksusanlæg, men at man kan komme langt med en fornuftig soundbar.

Køb af nyt: Bed om en demonstration

Uanset om du handler tv hos HiFi Klubben, i Bilka eller et tredje sted, skal du altid kræve en demonstration af lyden, inden du køber. I de fleste forretninger er udstillingsmodellerne sat på lydløs for at demonstrere billedkvaliteten, men en god billedkvalitet er langt fra lig med god lydkvalitet. Christoffer Arensbach anbefaler, at man beder om at se en kanal, hvor de spiller musik, fordi man på den måde kan vurdere tv’ets evne til at spille både høje og dybe toner. Alternativt kan du bede om at se en nyhedskanal, fordi du da hurtigt kan vurdere, om lyden fra værtens stemme stemmer overens med billedet.

Optimering af gammelt: Kig på indstillingerne

Har du ikke planer om at investere i et nyt tv lige foreløbig, er det muligt at foretage nogle ændringer i tv’ets indstillinger. Christoffer Arensbach understreger, at mulighederne ikke er mange, men at det kan være muligt at forbedre lydkvaliteten en lille smule. Han anbefaler, at du tager udgangspunkt i den type program, du ser oftest, når du giver dig i kast med at rode med indstillingerne. Er du eksempelvis typen, der oftest ser tv med megen tale, bør du fokusere på mellemtonen. Hvis du har nedsat hørelse, kan du med fordel fokusere på mellemtonerne og de mere lyse diskanttoner.

Optimering af gammelt: Overvej placeringen

På de fleste nyere tv sidder højtaleren enten i bunden eller på bagsiden, og hvor du placerer dit tv, kan derfor få betydning for lydkvaliteten. Ifølge Christoffer Arensbach kan lyden blive dybere og mere bass-agtig, hvis et tv med højtalere bagpå hænger på en væg, end hvis det står frit på en fod. Desuden skal du være opmærksom på ikke at stille noget, der kan ”spærre” for lyden foran højtalerne. Eksempelvis kan det forringe lyden, hvis man stiller store potter og vaser foran et tv, hvor højtalerne sidder nederst.