Her er fremtidens intelligente trafiksikkerhed

16x9
Fremtidens trafiksikkerhed har fokus på blandt andet information til chaufføren. Foto: Casper Fauerholdt / TV 2

TV 2 har været på verdens største konference om intelligente transportsystemer.

12 japanere i jakkesæt kigger på en fjernsynsskærm.

De taler og nikker og peger på den fodgænger, der for et kvart sekund siden gik ud på vejen lige foran chaufføren. Det var endt i et grimt sammenstød, hvis det ikke havde været for den advarsel, der kom op på skærmen og forudså, at manden foran ville ændre retning. Japanerne smiler, og en fra firmaet går i gang med at fortælle, hvordan det kan lade sig gøre. Den forklaring vender vi tilbage til.

Fra mandag til fredag i denne uge bliver ITS’ verdenskongres afholdt i Bella Centeret i København. ITS står for intelligente transportsystemer, og det er det, det handler om. 400 udstillere og omkring 8000 besøgende kommer de næste dage til at snakke infrastruktur, teknologi og ikke mindst sikkerhed.

Ifølge Svend Tøfting, som er bestyrelsesformand i ITS Danmark og trafikekspert hos IDA, er sidstnævnte punkt altid et tema. På et område, hvor det for tiden går rigtig stærkt, er trafiksikkerhed et stadigt vigtigere emne.

Derfor gik vi en tur med ham få timer, inden kongressen åbnede for at finde ud af, hvordan fremtidens trafiksikkerhed ser ud og fungerer.

Otte sensorer i den selvkørende bus

Med otte kilometer i timen triller den førerløse bus af sted. Fra metrostationen til Bella Centerets hovedindgang kører der shuttlebusser, og det er uden chauffør. I dagens anledning sidder der dog en mand med et joystick.

- Er det dødemandsknappen? spørger Svend Tøfting, da vi sætter os ned.

Ved Bellacenteret kører de førerløse busser i denne uge.
Ved Bellacenteret kører de førerløse busser i denne uge. Foto: Casper Fauerholdt / TV 2

Det er det ikke, men den bruges manuelt til at køre frem til dens rute, og hvis systemet nu skulle gå ned. Bussen sætter i gang, og et par minutter senere sænker den pludselig farten, fordi der går en kvinde midt på den cykelsti, vi kører på. Bussen har otte sensorer – tre foran, tre bagved og en på hver side - og de laver et 360 graders billede af omgivelserne. Når noget er, som det ikke skal være, reagerer den.

- Før et køretøj som det her skal kunne køre nogen som helst steder, skal det have været her før, siger Peter Sorgenfrei, der er CEO hos Autonomous Mobility, som er firmaet bag busserne.

- Det er det, man kalder et kategori fire-køretøj. En kategori fem kan køre alle steder. Men en fire skal have været her før for at kunne lave et kort af det miljø, den skal være i. De otte censorer måler afstanden til objekter og lægger et virtuelt spor. En linje, den følger. Hvis det så ikke ser sådan ud næste gang, den kommer derhen, stopper den, forklarer Peter Sorgenfrei.

Det er derfor, den ikke kører kvinden på cykelstien ned. Bussen scanner omgivelserne cirka 100 meter frem.

Saphe Drive er en af de muligheder, biler kan kommunikere med hinanden på.
Saphe Drive er en af de muligheder, biler kan kommunikere med hinanden på. Foto: Casper Fauerholdt / TV 2

Biler skal tale sammen

På kongressen er der ifølge Svend Tøfting særligt fokus på, hvordan chaufførerne kan gøre det bedre.

- Og det er der mange bud på. Flere går ud på at give information og hjælpe chaufføren. Hvordan vi kan hjælpe trafikanterne med at agere mere sikkert, siger han.

Hos Saphes stand er der fokus på det. Den nordjyske virksomhed har haft stor succes med sin trafikalarm, og nu er man snart klar med en lille dims - Saphe Drive - som skal give chaufføren mere information, og som skal kommunikere med andre biler.

Den skal sættes op i forruden, og så skal dens skærm blandt andet fortælle køreren, om man er havnet i den modkørende retning, eller om der er sket en ulykke længere fremme.

Bump med luft

Svend Tøfting har vist vej hen til et større Lego-landskab. Der er forskellige typer transportmidler på de små veje, men det er det lille bump i hjørnet, man skal lægge mærke til. I Lego-udgaven er det bare plastik, men når disse nye bump en dag kommer ud i virkeligheden, skal de være med til at øge trafiksikkerheden endnu mere. Det fortæller Søren Frederiksen, der er konsulent hos ATKI, som laver trafikregulering og -registrering.

En ny type bump, som på konferencen var i Lego, skal øge trafiksikkerheden.
En ny type bump, som på konferencen var i Lego, skal øge trafiksikkerheden. Foto: Casper Fauerholdt / TV 2

- Det er et vejbump, som har et gummirør med luft i og ventiler i enderne. Kører man for hurtigt henover, når den ikke at lukke luften ud. Kører man med den rigtige hastighed, når den at lukke luften ud, og på den måde kan man nemt køre hen over den, siger han.

AKTI kalder det en ”fysisk påmindelse”, hvis chaufføren kører over bumpet for hurtigt. Det er udviklet for at minimere ulemperne ved de almindelige vejbump og give dem, der overholder fartgrænsen en slags belønning. Dem, der ikke overhoveder fartgrænsen, vil til gengæld opleve bumpet.

- Det er sådan noget, der er med til at holde hastigheden nede, siger Svend Tøfting.

Forudsige potentielle ulykker

Og nu når vi hen til japanerne.

De kalder det ”risk prediction”.

I Japan forsøger man at forudse potentielle ulykker.
I Japan forsøger man at forudse potentielle ulykker. Foto: Casper Fauerholdt / TV 2

Aisin Group vil reducere antallet af ulykker ved at forudse, hvordan andre medtrafikanter bevæger sig. På skærmen ser man nu, hvordan en bil skifter vognbane lige foran os. Forinden har kameraer og et kompliceret system i bilen regnet ud, hvor stor risikoen er for, at det ender i en kollision. Det blev vist på skærmen, hvor der stod, at ”denne bil vil måske skære ind på denne bane, fordi den nærmer sig den næste bil.”

På den måde vil en advarsel blive synlig for chaufføren, som skal nå at undvige. 

Konferencen foregår frem til den 21. september. Hvis man ikke er inviteret til at deltage, er det gratis at besøge konferencen på torsdag.