Rumsonde er sendt afsted for at opklare Solens mysterier

Målet er at udforske Solens ydre atmosfære for at indsamle ny viden om Solen, solvinde og stjerners fysik.

Hvordan påvirker Solen livet på jorden?

Spørgsmålet er stort og lader sig ikke lige besvare, men rumsonden med navnet Parker Solar Probe skal forsøge at give et hæderligt svar.

Den knap 700 kilo tunge sonde blev sendt ud på sin rejse fra Cape Canaveral i Florida og 150 millioner kilometer ud i rummet søndag formiddag klokken 9.31 dansk tid.

Oprindeligt skulle sonden være sendt afsted lørdag formiddag klokken 9.48. Men kort før tid blev den planlagte opsendelse udskudt 24 timer. Årsagen var et problem med trykmåler på fartøjet, skriver nyhedsbureauet AFP.

I andet forsøg lykkedes det så at få sendt rumsonden godt afsted.

Målet med missionen er at udforske Solens ydre atmosfære for at indsamle ny viden om Solen, solvinde og stjerners fysik.  

Ekspert: - Vi ved meget lidt om Solen 

Når sonden sendes i kredsløb kommer den så tæt på som seks millioner kilometer fra Solens overflade. Det er syv gange tættere end nogen genstand nogensinde har været tidligere og projektets slogan er da også "touch the Sun".

Så bogstaveligt skal man imidlertid ikke tage sonden, der altså langt fra lander på Solen. Rumsondens varmeskjold kan beskytte til 1400 graders temperatur og Solens overflade har en temperatur på 6000 grader. 

Det revolutionerende varmeskjold, burde dog beskytte sonden og dens instrumenter mod de alvorlige tæsk, den vil få undervejs i missionen.

Alligevel giver projektet fin mening, mener Jørgen Christensen-Dalsgaard, der er professor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet. 

- Vi forstår meget lidt af, hvad der sker i Solens atmosfære, og her vil sonden kunne gøre os klogere. Eksempelvis giver den meget varme atmosfære anledning til solvinde, som er en udstrømning af gas fra Solen. Nogle af de her udbrud kan skabe en frygtelig ravage på jorden. De kan ødelægge satellitter, skabe overspænding i strømforsyningen og skabe strømafbrydelser, siger han og fortsætter: 

- Den her sonde kan hjælpe med at forstå årsagen til de her udbrud, så vi måske kan blive bedre til at tage forholdsregler for at mindske solvindenes effekter.

Solens mysterier

- Der er missioner, som udforsker solvinden, men vi kommer helt ind til dens fødested, siger Nicola Fox, projektforsker ved Johns Hopkins University i Baltimore.

Et af Solens mysterier er, at dens ydre atmosfære er langt varmere end Solens overflade, som har en temperatur på cirka 5600 grader celsius. 

Til sammenligning er lava fra vulkanudbrud 700-1200 grader varm. Det giver ifølge forskerne ikke umiddelbart mening, at koronaen er hundreder af gange varmere end selve Solen.

- Det svarer lidt til, at du går væk fra et bål og pludselig får det meget varmere, siger Nicola Fox til BBC.

Det hurtigste menneskeskabte objekt

At forstå, hvordan koronaen fungerer, kan hjælpe forskere med at forudsige farlige solstorme, som kan forårsage strømnedbrud og skade kommunikation på Jorden. Det siger solforsker Alex Young fra Nasa til nyhedsbureauet AFP.

"Parker Solar Probe" vil suse gennem rummet med 700.000 kilometer i timen, og det gør fartøjet til det hurtigste menneskeskabte objekt, siger Nicola Fox.

For at nå målet skal sonden igennem de næste syv år svinge syv gange rundt om vores naboplanet Venus for at få kraft og retning til turen mod Solen. Sonden skal foretage 24 ture rundt om Solen.

Parker Solar Probe vil få fem ’runder’ rigtig tæt på Solen på, ud af de 24 ture, før missionen slutter i december 2025. Derefter løber fartøjet tør for brændstof, og så vil "Parker Solar Probe" brænde op.

Den ubemandede sonde er i øvrigt opkaldt efter den 91-årige astrofysiker og solforsker Eugene Parker.