Ny iPhone-opdatering skal gøre op med børns skærmafhængighed

16x9
Forældre bør bruge de nye tiltag til at begrænse deres børns brug af interaktive skærme, mener psykolog. Foto: Phil Noble / Ritzau Scanpix

Et skridt i den rigtige retning, lyder det fra psykolog, men det ændrer ikke på, at smartphones skaber afhængighed.

Klokken 22 skal telefonen slukkes. Højst to timer med iPad'en om dagen. Slå smartphonen på lydløs om natten.

Mange forældre har måske prøvet at appellere til deres børn om at begrænse deres brug af telefonen eller tabletten med mere eller mindre held.

Men til efteråret, når Apples nye opdatering rulles ud, vil forældre få mere kontrol over de unges skærmtid. Det har virksomheden netop afsløret ved den årlige udviklerkonference (WWDC) i San Jose i USA.

De nye tiltag er sat i verden, efter det er blevet påtalt af aktionærer, at børn har svært ved at styre deres forbrug af de små skærme, men spørger man ph.d. i psykologi, Morten Fenger, så er det langt fra nok til at komme mobilafhængighed til livs.   

I bunden af artiklen kan du teste, om du er afhængig af din smartphone.

Kan nemt skabe afhængighed

På konferencen har man ikke præsenteret alle opdateringernes funktioner, men talsperson for Apple, Craig Federighi, fortæller, at Apple har udviklet en app, der giver overblik over, hvor lang tid der bruges foran mobilen, og hvad tiden bruges på.

Desuden kan der sættes tidsbegrænsninger på enkelte apps eller funktioner, og forældre kan via forældrekontrol se og styre, hvad børnene bruger skærmtiden på.

Vores afhængighed af digitale skærme er skræmmende, mener læge. Her får du hans råd til at bruge din smartphone mindre. Video: Camilla Carlson

Ifølge Morten Fenger, som har forsket i mobilafhængighed og ansat i Region Sjællands Psykiatri, er det nyt, at tech-giganten tager ansvar for børns massive brug af deres styresystemer. 

- De kommer folk i møde, fordi de laver tiltag mod et afhængighedsskabende produkt, men det ændrer ikke på, at de har designet produktet til at skabe afhængighed, siger han og fortsætter:

- Det kan sammenlignes med, at tobaksindustrien skriver på pakkerne, at varen er sundhedsskadelig. 

Tidligere i år introducerede styresystemet Android fra Google et lignende system, der var rettet mod både børn og voksne

Overstimulering af hjernen

Det er især sociale medier eller apps, der kalder på opmærksomheden med notifikationer eller stærke farver, der skaber afhængighed, fortæller psykologen.

- Vores hjerner er designet, så de bliver belønnet af forskellige stimulanser. Det gælder blandt andet mad og sex, men også det at få nyheder og føle sig forbundet med andre mennesker. Telefonerne sørger for, at du hele tiden bliver afledt, fordi der sker noget nyt. Det er det kick, du bliver mere og mere afhængig af, siger han.

Selv om nyhederne eller henvendelserne fra venner på medierne ikke er ligegyldige for dig, så vænner hjernen sig til de mange stimuli, og det kan i sidste ende føre til, at de unge har svært ved at koncentrere sig eller fordybe sig i noget. 

- Det er et stærkere drug end virkeligheden, siger han.

Apple har da også målrettet en del af sine opdateringer på sociale medier. Hvis man i overblikket på den nye app kan se, at størstedelen af ens skærmtid ved mobilen anvendes på Facebook, kan man sætte en grænse for, hvor lang tid der må bruges. 

- Når du har nået grænsen, ser du ikke længere app'en, men en besked, der siger: "Det er tid til at komme videre", siger talsperson Craig Federighi. 

Er der sat forældrekontrol til, kan forældre sætte tidsgrænserne, og de får også meldinger på deres telefoner, når skærmtiden næsten er nået.

Forældre skal tage kontrollen

Netop fordi de nye tiltag fra Apple giver forældrene mere kontrol, så bør forældrene også tage ansvar for, at sætte nogle regler, lyder rådet fra Morten Fenger. 

- De her tiltag vil forhåbentlig gøre dem opmærksomme på, at det ikke er ligegyldigt, hvor lang tid børnene bruger foran skærmen, og det også er vigtigt, at de går ud og møder venner eller går til fodbold. Det vil være det rigtige at begrænse brugen, siger han. 

Udover begrænsningen af børns brug præsenterede Apple også flere andre nye tiltag som en del af iOS 12-styresystemet. Det tæller blandt andet, at kameraet åbner 70 procent hurtigere. 

Desuden kommer app'en "Measure", som med hjælp fra kameraet eksempelvis kan måle størrelsen på en rejsekuffert eller et billede. Innovationschefen for den danske legetøjskoncern Lego, Martin Sanders, var desuden på scenen. 

Her afslørede han, at Lego har indgået et samarbejde med Apple inden for teknologien augmented reality, der blander fysiske og virtuelle data.

TEST: Er du afhængig af din mobiltelefon?