Twitter opfordrer alle sine brugere til at skifte kodeord efter fejl

16x9
Twitter præsenterede for nylig sit første overskud nogensinde, da det sociale medie i fjerde kvartal af 2017 havde et overskud på 91 millioner dollar på bundlinjen. Foto: Ritzau Scanpix

Twitter beklager den interne fejl, men vurderer ikke, at der er sket hverken læk eller misbrug.

Det sociale medie Twitter opfordrer torsdag alle sine mere end 330 millioner brugere til at ændre kodeordet til deres profil.

Årsagen er, at selskabet har opdaget en fejl, hvor brugernes kodeord blev gemt på en intern logfil uden den normale kryptering.

- Vi har løst fejlen, og vores undersøgelse viser ingen tegn på læk eller misbrug, skriver Twitter i en meddelelse.

Alligevel opfordrer de altså alle til at skifte deres kode for en sikkerheds skyld.

Det kan gøres ved at tilgå siden med indstillinger, hvor du kan ændre din nuværende kode til en ny.

Hævder selv at have opdaget fejlen

I pressemeddelelsen forklarer selskabet, at de normalt krypterer alle brugeres kodeord, så selve koden bliver erstattet med tilfældige cifre og bogstaver, som bliver gemt i Twitters systemer.

Det tillader deres systemer at validere brugernes kontooplysninger uden at afsløre selve kodeordet og er standard i branchen, forklarer de.

Men en fejl gjorde altså, at krypteringen ikke fandt sted, så kodeord blev gemt og kunne læses.

- Vi opdagede selv fejlen, fjernede kodeordene, og vi implementerer planer for at undgå, at denne fejl kan ske igen, lyder det fra Twitter.

Det sociale medie præciserer ikke, hvor mange kodeord der blev gemt i den interne logfil, eller hvor længe fejlen har været gældende.

- Vi er meget kede af, at dette er sket. Vi anerkender og værdsætter den tillid, som I lægger hos os, og vi er dedikeret til at gøre os fortjent til den tillid hver dag, skriver Twitter.