Tre sider hos Google viser, hvor meget søgemaskinen ved om dig

Google ved alt om dig. Lige fra hvilke websider du tjekker, til hvor du befinder dig henne i verden.

Har du sagt ja til, at dit kamera i mobilen må bruge din placering? Har du brugt din Google-profil til at logge ind på Spotify eller Netflix? Har du besøgt en halvlummer side på internettet for nylig?

Google kan sagtens give dig svaret på alle de spørgsmål.

I sig selv er det både skræmmende og fascinerende på samme tid.

Men hvordan tjekker du, hvad det er, Google ved om dig? Der er tre konkrete steder på nettet, hvor man kan logge ind og kigge med. Her kan du både se den skinbarlige sandhed, men du kan også slette dine spor eller slå overvågningen fra, hvis du ikke bryder dig om det.

Alt det du laver på nettet

Denne tjeneste samler alt, hvad du har lavet på nettet de sidste mange år. Så længe du har en Google-profil og er logget ind, har Google holdt øje med dig.

Klik ind på denne side: http://Myactivity.google.com.

Her kan du se, hvad du har søgt efter på Google, og hvilke websider du har været inde på.

Sådan sletter du informationer

Men heldigvis har Google også givet dig magten til at slette konkrete punkter, hvis nu du ikke bryder dig om, at det ligger på tjenesten.

Du trykker blot på de tre prikker ud for et givent punkt og vælger derfra at slette det.

Google har gemt alle dine søgninger. Du kan dog slette dem ved at klikke på de tre prikker i højre hjørne.
Google har gemt alle dine søgninger. Du kan dog slette dem ved at klikke på de tre prikker i højre hjørne. Foto: Google Screenshot / Google Screenshot

Hvis du vil slette en større del af historien, er det også muligt. Du kan trykke på menu-punktet ’Slet aktivitet efter’ oppe i venstre hjørne. Herfra kan du så vælge at slette alt fra det seneste stykke tid, eller hvis der er en konkret periode, du gerne vil have fjernet fra Googles servere.

Hvor du befinder dig henne

Men Google ved mere, end hvad du blot laver på internettet. For der er også stor sandsynlighed for, at du på et tidspunkt har accepteret, at mobilen ved, hvor du er henne i verden. Det kan være for at give dine billeder på mobilen en såkaldt geoplacering. Her kan du så se, hvor i verden det givne billede er taget.

Den information finder du her: http://Google.com/maps/timeline

Har du glemt, hvor du har været henne i verden, kan du tjekke det hos Google. De har samlet informationer på din færden.
Har du glemt, hvor du har været henne i verden, kan du tjekke det hos Google. De har samlet informationer på din færden. Foto: Screenshot, Google

Din geografiske information bliver selvfølgelig også lagret af Google. Og det er ikke kun information om dine billeder, der gemmes. 

Det er både, når du har bestilt hotelværelser gennem en søgemaskine, når du har været inde for at købe slik på tanken eller hvis du har været på date i biografen.

Skræmmende nemt at tjekke

På en skræmmende brugervenlig og pædagogisk måde kan du nemt søge efter konkrete steder, hvor du har været. Eller specifikke datoer, hvor Google har hele din færden registreret på siden.

Du kan tjekke det gennem websiden foroven, eller du kan kigge nærmere i Google Maps-appen på telefonen.

Tryk på de tre streger oppe i venstre hjørne og tryk derefter på 'Tidslinje'.

Google ved endda, hvor du køber ind, og hvor længe du er om det.
Google ved endda, hvor du køber ind, og hvor længe du er om det. Foto: Screenshot, Google

Her kan du i en fuld kalenderoversigt eksempelvis se, hvilke butikker du har handlet i, og hvor længe du har været der. 

Sådan slår du det fra

Har du ikke lyst til, at Google lagrer disse informationer, kan du enten vælge at slette historikken eller helt slå muligheden fra.

Den nemmeste måde at gøre det på er via mobilen:

  • Åben appen Google Maps
  • Tryk på de tre streger oppe i venstre hjørne
  • Tryk på Tidslinje
  • Tryk derefter på tre prikker i højre hjørne
  • Tryk så på Indstillinger

Under indstillinger for Placeringshistorik kan du nu vælge, hvilke enheder der har placeringen slået til.

Slå nu de enkelte enheder fra. Så har du stoppet overvågningen.

Googles fulde profil på dig

Hvad skal Google så bruge alle disse informationer til? De kan bruge det til mange ting, men det mest åbenlyse er, at de gerne vil sende dig målrettet reklame. Altså tjene flere penge på dig.

Du er måske vant til at reklamerne popper op over alt på nettet. Måske endda reklamer for produkter, du sjovt nok lige har søgt efter. Det skyldes, at Google følger din adfærd. Netop derfor kan du også opleve at noget, som du har søgt efter på din mobil, kan forfølge dig på din computer.

Der er en tjeneste, hvor du kan tjekke din egen annonce-profil.

Her er den: http://Adssettings.google.com

Her har Google samlet en profil på dig. Hvilke præferencer du måtte have, hvad du søger efter og hvem du i bund og grund er.
Her har Google samlet en profil på dig. Hvilke præferencer du måtte have, hvad du søger efter og hvem du i bund og grund er. Foto: Screenshot, Google

Her kan du tjekke, hvilken reklame-profil Google har samlet på dig. Det er både dine præferencer, og hvad du måtte have søgt efter. Det kan være, du bruger din Google-konto til at logge ind på Netflix eller Spotify. Det giver Google ret til også at vide, hvad du til dels laver på disse tjenester.

Profilen har også en konklusion på dit køn og din alder.

Sådan slår du det fra

Har du ikke lyst til, at nettet vælter over med reklame, der er tilpasset dine behov og ønsker, kan du vælge at slå det helt fra.

Det kan lade sig gøre i toppen af siden her.