Ny supervirus giver hackere adgang til alt på telefonen

16x9
Supervirussen Skygofree er målrettet Android-telefoner. Foto: EMMI KORHONEN / Scanpix Denmark

Android-virussen Skygofree har et væld af funktioner. It-sikkerhedseksperter har aldrig set noget lignende.

De fleste elektroniske vira af typen 'trojansk hest' gør stort set det samme. Når den har fået adgang til din computer, tablet eller smartphone, bruger bagmændene den til at stjæle betalingsinformationer eller kryptere data som billeder og videoer, som de forlanger en løsesum for ikke at distribuere til gud og hver mand.

Men russiske it-sikkerhedseksperter fra firmaet Kaspersky har nu identificeret en trojansk hest, de aldrig har set magen til før. Skygofree hedder den.

Den inficerer Android-telefoner og -tablets, og som de skriver på deres hjemmeside, har den en overflod af funktioner, bagmændene kan bruge til at skaffe sig telefonens ejers personlige oplysninger.

Giver adgang til Facebook, kamera og mikrofon

Skygofree kan, når den er installeret, spore enhedens placering og slå mikrofonen til og fra. Det vil sige, at hackerne kan lytte med, når du træder ind på kontoret eller er på besøg hos chefen.

Virussen kan også opkoble telefonen på et trådløst netværk styret af bagmændene, så de kan se alle de hjemmesider, der besøges, inklusiv login-oplysninger, adgangskoder og kreditkortoplysninger, også selvom man har slået Wi-Fi fra.

Men det er ikke kun telefonens eller tablettens browser, den kan overvåge. Skygofree giver også adgang til opkald, sms’er, kalendere og sociale medier som Facebook Messenger, Skype, Viber og WhatsApp.

Sidst, men ikke mindst, kan den, uden du ved det, slå frontkameraet til og tage et billede, når telefonen låses op. Hvad bagmændene vil bruge det til, kan man ifølge Kaspersky kun gætte sig til.

Ikke set i Danmark - endnu

Sikkerhedseksperterne opdagede Skygofree i slutningen af 2017, men efter at have analyseret den trojanske hest har de erfaret, at den blevet brugt og udviklet siden 2014.

Den bliver udbredt gennem falske hjemmesider fra telefonselskaber forklædt som en opdatering, der giver hurtigere internethastighed. Installerer man den, viser telefonen eller tabletten en notifikation om, at opdateringen downloades, hvorefter den skjuler sig fra brugeren.

Heldigvis har Kaspersky kun set ganske få tilfælde og indtil videre kun i Italien. Den er altså ikke kommet til Danmark endnu. Men derfor skal man stadig være opmærksom, skriver firmaet, for man ved ikke, hvornår hackerne pludselig skifter målgruppe.

Derfor har Kaspersky tre gode råd til, hvordan man undgår trojanske heste som Skygofree på sin Android.

Sådan undgår du trojanske heste på din Android

Installér kun apps fra officielle butikker. Det er en god idé at slå installation af apps fra ukendte kilder fra i telefonens indstillinger.

Lad være med at downloade apps, hvis du er i tvivl. Vær opmærksom på navne på apps, der er stavet forkert, et lille antal downloads eller tvivlsomme anmodninger om tilladelse.

Installér en sikkerhedsløsning. De vil beskytte din enhed fra ondsindede apps og filer, mistænkelige hjemmesider og farlige links.