Apple bekræfter det, du frygtede: iPhone bliver dårligere med tiden

16x9
IPhones bliver bevidst gjort sløvere med tiden, men det skyldes ikke, at Apple har nemmere ved at sælge dig en ny iPhone, påstår de. Foto: TV 2

Apple har nu bekræftet, hvad der længe har været rygtet: At iPhone bevidst bliver sløvere med tiden. Årsagen er batteriet.

Har du også oplevet, at din ældre iPhone bliver betydeligt langsommere og mere ugidelig med tiden? Det kan ofte opleves helt slemt efter en opdatering af Apples mobile styresystem, iOS.

Nu bekræfter Apple så endelig, hvad der længe har været rygtet blandt iPhone-brugere. Deres telefoner bliver bevidst gjort sløvere med tiden. Men det skyldes ikke, at de derved har nemmere ved at sælge dig en ny iPhone, påstår Apple.

Årsagen er batteriet

Ifølge Apple skulle årsagen være selve batteriet. For et lithium-batteri som Apple (og mange andre mobilproducenter) benytter sig af, bliver med tiden dårligere og dårligere til at holde på strømmen.

Og for at imødekomme det tekniske problem har Apple set sig nødsaget til simultant at sætte hastigheden ned på telefonen gennem diverse iOS-opdateringer.

På den måde opleves strømproblemet ikke så voldsomt, eftersom telefonen kræver mindre af batteriet, som tiden den går.

Afstemning

Målinger på gamle iPhones

Apple så sig nødsaget til at kommentere på sagen efter en længere diskussion på internetsiden Reddit. Her diskuterede flere brugere problemet med ældre iPhones. Det fik udvikleren John Poole fra Geekbench til at lave konkrete målinger på hastigheden på hans ældre iPhones.

Han sammenlignede hastigheden på sin tre år gammel iPhone 6S og en etårig iPhone 7 og kunne konstatere, at det konkret var to iOS-opdateringer (version 10.2.1 og 11.2.0), der påvirkede hastigheden i en negativ retning.

Den amerikanske tech-webside The Verge konfronterede Apple med disse målinger, der bekræftende kunne melde tilbage:

- Vores mål er at levere den bedste oplevelse til vores kunder. Det omfatter præstationen og forlænger produktets levetid. Lithium-ion-batterier producerer dårligere spidseffekt, når det er koldt, når det bliver tomt og når de bliver ældre. Dette kan medføre, at enheden pludselig slukker for at beskytte de elektroniske komponenter, skriver de i en meddelelse til The Verge.