- Det er skræmmende, siger dansk ekspert om nyt programs evne til at lære skak

16x9
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI / Scanpix Denmark

Googles kunstige intelligens Alphazero har slået verdens kraftigste skakprogram efter at have lært sig selv at spille skak.

Vil computere en dag blive klogere end mennesker? 

Svaret på det spørgsmål rykkede i sidste uge tættere på, da Google afslørede en maskine, der trumfede al menneskelig formåen indenfor et helt særligt felt. 

En maskine, der endda havde lært sig selv, alt hvad den kunne.

Slog den regerende computer

Det er 20 år siden, at legenden Garry Kasparov spillede mod IBM’s supercomputer Deep Blue, og et menneske for første gang tabte til en computer i skak.

Det er grundlæggende skræmmende

Peter Heine Nielsen, stormester

Siden dengang er teknologien accelereret, og de to seneste år har det kraftigste og bedste skakprogram heddet Stockfish.

Indtil nu.

I sidste uge mødte 'Kongen af skak' nemlig sin overmand – eller måske rettere sin overintelligens – i programmet Alphazero.

Udviklet af Deepmind

Alphazero er udviklet af Googles forsknings- og udviklingsafdeling, Deepmind, der er blandt verdens førende indenfor design af kunstig intelligens.

Programmet blev fodret med reglerne for skak og fik derefter fire timer til at spille mod sig selv, prøve sig frem så at sige, for at finde ud af hvilke strategier, der var mest effektive.

Der var altså ingen mennesker - eller andre programmer for den sags skyld - der lærte den om strategi eller taktik.

Ingen computer vil nogensinde slå mig

Garry Kasparov inden matchen med Deep Blue

Herefter blev Alphazero sat til at spille mod Stockfish, der for nylig har cementeret sin førerposition indenfor skakprogrammer ved at vinde en turnering arrangeret af chess.com i november i år. Her var det oppe imod ni andre af verdens stærkeste skakprogrammer. Stockfish vandt.

Men det var inden, Alphazero havde lært sig selv at spille skak.

Som besøg fra en fremmed civilisation

Alphazero blev sat til at spille 100 kampe mod Stockfish, og resultatet var forbløffende.

- Det, man så, føltes som en mere intelligent civilisation, der lander på Jorden og viser os: Sådan her skal du spille skak, siger den danske skakstormester Peter Heine Nielsen.

Alphazero trak sig nemlig ubesejret ud af matchen.

Grundlæggende skræmmende

I skak på højt niveau er det ikke usædvanligt, at runder ender uafgjort eller remis, som det hedder i skakjargon. Kampen endte med 28 sejre til Alphazero, mens de resterende 72 endte remis.

- Det er grundlæggende skræmmende, at noget mennesker har fundet frem til, og som vi mener er højt niveau, kan sættes til vægs, af noget en computer selv kan finde frem til, siger Peter Heine Nielsen og fortsætter:

- Det man skal forstå er, at Stockfish er det program vi alle har set op til og sagt: Det er det ypperste. Det, vi anser for den stærkeste kunstige intelligens.

Spillede som en gud

Første gang det bedste menneske blev slået i skak var, som nævnt, da russeren Garry Kasparov led et nederlag til IBM-computeren Deep Blue. Indtil da var der tvivl om, hvorvidt det overhovedet var muligt, at konstruere en maskine, der kunne hamle op med de bedste menneskehjerner.

- No computer will ever beat me (ingen computer vil nogensinde slå mig), er Garry Kasparov citeret for at sige, få år før han blev slået af Deep Blue. Kort efter matchen lød det:

- Suddenly [Deep Blue] played like a god for one moment (pludselig spillede [Deep Blue] som en gud et øjeblik), lød det, da Kasparov var blevet slået af Deep Blue ifølge Wired.com.

Garry Kasparov under matchen med Deep Blue.
Garry Kasparov under matchen med Deep Blue. Foto: STAN HONDA / Scanpix Danmark

Slog sin forgænger

Siden da er teknologien kommet langt, og mennesker kan nu kun slå computere i få kampe ud af mange og med hjælp fra andre computere eller ved at starte med at være foran.

Kasparov slutter sig da også til beundrerne af Alphazero:

- Det er en bemærkelsesværdig præstation, selv om vi burde have forventet det efter Alphago, siger Garry Kasparov til Chess.com og hentyder til, at det ikke er første gang Deepminds kunstige intelligens har imponeret med sin kunnen.

Allerede i oktober afslørede Google nemlig, at programmet Alphago havde lært sig selv at spille det kinesiske brætspil go og slået det bedste menneske.

Syd-koreanske Lee Se-Dol, der anses som en af de bedste go-spillere, under matchen mod Alphago.
Syd-koreanske Lee Se-Dol, der anses som en af de bedste go-spillere, under matchen mod Alphago. Foto: GOOGLE DEEPMIND / Scanpix Denmark

- Vi er altid gået ud fra, at skak kræver for meget empirisk viden til, at en maskine kan spille godt fra begyndelsen uden tilføjelse af nogen form for menneskelig kunnen, siger Kasparov.

Alphago er en tidligere udgave af Alphazero, der er specialdesignet til at spille go. Men der er altså ikke tale om samme program. Det næste logiske trin for udviklerne var derfor at fodre Alphazero med reglerne for go og sætte det op imod den hidtil stærkeste go-spiller – nemlig Alphago.

Efter at have brugt otte timer på at lære sig selv at spille go blev 100 kampe sat i gang. Alphazero trak sig sejrrigt ud af de 60 og vandt dermed samlet.

Hvad der sker, når Alphazero skal lære en videreudvikling af sig selv at spille skak og go vil kun tiden vise.