Børn giver forældre opsang i satirisk video: Deler du billeder af dit barn i nissetøj?

Nettet bugner af nuttede nissebørn, men det være svært at fjerne dem senere hen, hvis børnene ønsker det.

- Vi gider ikke klædes ud som nisser. Fat det nu.

Sådan lyder budskabet i en satirisk video, TV 2 Zulu har lavet i forbindelse med julen. For højtiden er ikke blot en anledning til at hænge glimmerstads og kugler på et intetanende træ. Også børn i alle aldre bliver puttet i nissekostumer og afbilledet til mors og fars profiler på nettet.

Det virker måske uskyldigt, men det er de færreste, der overvejer, hvad det kan betyde for deres børn.

- Stakkels unger

Videoen, som du kan se øverst i artiklen, havde ikke været ude i mere end et par timer, før kommentarsporet vidnede om, at delinger af nisseklædte børn ikke er et enestående tilfælde.

Men på trods af den komiske undertone bliver der også set på tendensen med alvor.

- Stakkels unger. Godt, at mine er store og ikke har været underlagt Facebook-tiden. Har aldrig forstået, hvorfor man føler trang til at udstille sine børn for at få opmærksomhed, skriver Stine Pilegaard Hangel på Facebook.

For ligger billedet der først, kan det være svært at fortryde senere.

Ingen fortrydelsesret

Når et barn fylder fem år, vil der i gennemsnit være 973 billeder af barnet på internettet. Det viser en engelsk undersøgelse, som Jyllands-Posten beskrev i september sidste år. Og sidder du og tænker, at man vel bare kan slette dem igen - så kan du ifølge ekspert i sociale medier Nathalie Larsen godt forberede dig på et større arbejde.

- Nettet glemmer aldrig. Så som udgangspunkt skal du altid tænke dig om og forholde dig kritisk, inden du deler noget. Tænk altid, at der kan være nogen, der tager en screendump, og at det er rigtig svært at få fjernet noget fra Google og Facebook, forklarede hun, da emnet tidligere var oppe at vende.

Afstemning

Hun oplever, at rigtig mange forældre har fokus på at lære deres børn at begå sig på de sociale medier - men de glemmer at kigge på sig selv. 

- Vi ser ikke på, hvordan vi får fremstillet vores børn og tager ikke stilling til spørgsmålet: "Hvilket type billede vil jeg gerne dele?". Gør det til en rutine at kigge på billederne en ekstra gang og se, om der er nogle, du fortryder, lød rådet fra Nathalie Larsen.