Verdens hurtigste konsol er landet - men den har ingen spil

Xbox One X er markedets hurtigeste spillekonsol, men de eksklusive spiltitler mangler desværre ved lancering.

Højtiden for spil er utvivlsomt julen. Og denne jul vil spillerne have endnu flere valgmuligheder, når det handler om spillekonsoller.

For Microsoft har netop smidt markedets hidtil hurtigste spillekonsol på markedet. Vi tager et kig på den optimerede Xbox One X.

Som det også er tilfældet med den nu et år gamle Sony Playstation 4 Pro, er det billedkvalitet, der er det helt store hofnummer på den nye konsol.

Skarpere billeder

Xbox One X benytter sig nu fuldt ud af 4K-opløsningen til de skarpere billeder, HDR-teknologien (High Dynamic Range) som flere måske kender fra biografsalen og ikke mindst en højere 'frame rate', der giver spillene et langt mere realistisk udtryk.

Det lyder alt sammen forrygende, hvis man gerne vil fordybe sig i spilverdenen.

Problemet er bare, at det kræver et 4K-fjernsyn for rigtig at få det fulde udbytte.

Mangler de eksklusive titler

Og så er der lige det med spillene. Eftersom 4K HDR stadig er en relativt ny teknologi, er det ikke alle spil, der kan vise de flottere billeder. Du kan spille spil som Assassins Creed Origins, Call of Duty: WWII og det Xbox-eksklusive Forza Motorsport 7 i 4K HDR. 

Udover det er der en længere liste af ældre spil, som er blevet optimeret til den nye billedkvalitet.

Men desværre har Xbox One X ingen lanceringstitler klar, som udelukkende har været bygget til konsollen. Det gør det til en noget tam lancering. Specielt også når det ser ud til, at der går et godt stykke tid, før de virkelig spændende titler begynder at dukke op til konsollen. En eksklusiv titel som Crackdown 3 skal vi vente på helt til februar.

Konklusion på et første indtryk

Men generelt er Xbox One X en spændende konsol. Den har et kæmpe potentiale for fremtiden. Den er hurtigere end sin nærmeste konkurrent PS4 Pro. Den har 4K Blu-ray til den optimale hjemmebiograf, og så er den også langt mindre end de tidligere Xbox One-versioner.

Prisen på konsollen ligger på 4000 kroner, som umiddelbart virker som en ok pris i forhold til kvalitet og udstyr. Men det er dog stadig 1000 kroner mere end PS4 Pro, og det er måske her, hvor Xbox One X endnu en gang rammer hovedet mod en mur.

Det er to konsoller, der på papiret kan det samme. De fokuserer begge på højere og bedre billedkvalitet, og selvom Microsoft har den hurtigste konsol på markedet, kan det alligevel ikke mærkes på spillene her og nu.

Spørgsmålet er, om det når at ændre sig, inden vi kommer med den fulde test af konsollen. Det gør vi en gang inden jul, hvor vi også vil sammenligne den op med netop PS4 Pro.