Mobilen der skal slå iPhone X

Om kort tid kommer Apples hidtil mest avancerede smartphone, iPhone X. Men allerede nu kan du købe konkurrenten Samsung Galaxy Note8.

Den er blank, har en stor skærm, og så tager den fantastiske billeder. Umiddelbart lyder det som opskriften på enhver af de helt nye smartphones, der bliver sprøjtet ud fra alle de store mobilproducenter i øjeblikket.

Også på den nye Samsung Galaxy Note8.

Men det er næppe en dårlig ting. Vi har taget et nærmere kig på telefonen, der på papiret skal kunne slå Apple og iPhone-imperiet helt af pinden.

Sådan klarer Samsung Galaxy Note8 sig

Skærmen

Den kommende iPhone X's helt store hofnummer er den store kantløse skærm. Men faktisk var det Samsung, der kom først med løsningen på det vestlige marked. Siden deres Samsung Galaxy S6 Edge så dagens lys, har kanter været et snefnug i Sahara hos koreanerne.
Og med den seneste model har de forbedret skærmen til perfektion. Den er af standarden AMOLED, som er en afart af iPhone X's kommende OLED-skærm. Det kan ses med det blotte øje.
Ligeledes har den en blank bagside og et fladt ydre. Her er der sjovt nok ingen unødig kamera-optik, der stikker ud af telefonen.

En lille nørd-finger

Samsung har længe arbejdet med den lille stylus - også kendt som nørd-fingeren. Samsung kalder den S-Pen, og den er blevet mere avanceret med årene.
Pennen sidder i bunden af telefonen, og så snart den tages ud, åbner en separat menu sig på skærmen. Her kan man hurtigt lave en note eller eksempelvis tage et skærmbillede.
Det fungerer overraskende godt og kan være et behjælpeligt værktøj i en travl hverdag. Det gælder dog om at vænne sig til den i det lange løb, og du har nu et ekstra tilbehør, som du skal passe på ikke at smide væk.

Kameraet

Kameraet er blevet en af de vigtigste features i en ny smartphone. Og her skuffer Samsung bestemt ikke.
Galaxy Note8 har to kamera-optikker og tager forrygende gode billeder. I den test, vi har foretaget op imod iPhone 8, tager den skarpe og levende billeder. Farverne får et godt spil, og der er en anelse mere lys i mørke motiver i forhold til iPhone 8.
Ligeledes har den en ekstra feature, som iPhone 8 Plus (og iPhone 7 Plus) også har. Den kan nemlig tage såkaldte portræt-billeder, hvor baggrunden bliver sløret. Det gør, at det i forgrunden kommer til at fremstå langt mere skarpt og præcist.

Irriterende fingerscanner

Man kan åbne telefonen med både pin-kode, mønster-tegning, øje-scanner og finger-aftryk. Det burde være nok muligheder. Problemet er bare, at finger-scanneren langt fra er optimal.
Oftest måtte vi kæmpe med scanneren i den lille test-periode. Fingeren havde svært ved at finde det korrekte område på bagsiden, og selve scanneren havde også svært ved at fange aftrykket.
Det er en lille detalje, men det er nok til at irritere i det lange løb.

Prisen

Det er svært at komme udenom; priserne på smartphones vil stige. Apple har været specielt slemme til at sætte en høj barre for prisen, og de ser ud til at sprænge den yderligere med iPhone X. Den får en pris fra 8900 kroner.
Samsung er ikke meget bedre med deres nyeste Note8. Den koster fra 7500 kroner, hvilket dog er mere end 1000 kroner billigere end iPhonen.

Og så er det bare at håbe på, at denne telefon ikke får de samme "eksplosive" problemer, som forgængeren Note7 havde.