Ny iPhone kan koste omkring 10.000 kroner

Vigtig knap forsvinder, når Apple tirsdag lancerer tre nye iPhone-modeller. Følg med live i præsentationen ovenfor.

Apple plejer at være helt uforudsigelige, når det handler om lancering af nye produkter.

Men når chefen for Apple, Tim Cook, og hans kolleger tirsdag indtager scenen til et presseevent, bliver det efter al forventning med en kollektion på hele tre nye iPhones i ærmet.

Det skriver flere medier på baggrund af rygter, heriblandt The Telegraph, Quartz og Bloomberg. Lanceringen sker i forlængelse af, at Apple for 10 år siden kom på mobilmarkedet.

De tre nye mobiltelefoner kommer efter alt at dømme til at hedde iPhone 8, iPhone 8 Plus og iPhone X. Og hvis man skal tro på rygterne, skiller den sidstnævnte sig markant ud.

- Det er den mest interessante, siger tech-ekspert David Guldager, som i mange år har fulgt Apples udvikling.

iPhone X: Her er de mulige priser

Forventet amerikansk pris i parentes.

  • Med lagerplads på 64 GB: 9099 kroner ($999)
  • Med lagerplads på 256 GB: 9999 kroner ($1099)
  • Med lagerplads på 512 GB: 10899 kroner ($1199)

Dog tager prisen for iPhone X nok pusten fra mange interesserede købere.

- Den nye iPhone nærmer sig 10.000 kroner. Der er ingen tvivl om, at mange folk bliver skræmt af det. Men Apple er bevidst om det. Det er et problem for dem, at det lavere prissegment på mobiltelefoner buldrer frem. Vi ser derfor flere brugere, der hopper over på Android, da de ofte er billigere, forklarer David Guldager.

Se listen over iPhone X's design, indhold og meget mere nederst i artiklen.

Afstemning

Ikonisk hjem-knap forsvinder

Mens iPhone 8 og iPhone 8 Plus til forveksling ligner de tidligere mobilversioner, som vi kender dem med en sort skærm og en hjem-knap i bunden, er det ikke tilfældet med iPhone X.

Den ikoniske hjem-knap, der har været en del af iPhone-udseendet de seneste 10 år, er væk. Den er blevet fjernet til fordel for en endnu større skærm, der kommer til at gå helt ud til kanten - og måske endda om på siden af mobilen.

- Det er en rigtig god ting. Det betyder, at telefonen formentlig vil få færre reparationer, da hjem-knappen havde stor risiko for at gå i stykker. Men det kræver også, at softwaren altid fungerer, siger David Guldager.

Lækkede billeder af den nye kollektion af iPhones. Fra højre ses iPhone 8, iPhone X og iPhone 8 Plus.
Lækkede billeder af den nye kollektion af iPhones. Fra højre ses iPhone 8, iPhone X og iPhone 8 Plus. Foto: iDropNews

Men de nye forandringer burde nok være blevet realiseret for et par år siden. Ifølge tech-eksperten lancerede mobilproducenten Samsung samme type skærm for to år siden.

- Brugerne har været glade for Samsungs produkt. Hvis Apple skal bevare sin høje brandværdi, skal de være hurtigere til at skille sig ud på markedet, siger David Guldager og tilføjer, at det også gælder Apples nye ansigtsscanner, den såkaldte Face ID, der vil kunne låse mobilen op ved at scanne ens ansigt i 3D.

- Samsung har også gjort det til perfektion i lang tid.

Konkurrencen mod Samsung stiger

Samsung, der fredag åbner op for salg af deres nyeste flagskib, Galaxy Note 8, oplever for tiden opsving.

Forudbestillingerne af telefonen er rekordhøje. 

På fem dage har mobilproducenten modtaget omkring 650.000 forudbestillinger fra cirka 40 lande. Det er cirka 2,5 gange så mange som forgængeren, Galaxy Note 7, skriver nyhedsbureauet Reuters.

David Guldager er ikke i tvivl om, at Apple bliver presset af Samsung på mobilmarkedet.

- Samsung er verdens største smartphoneproducent. De henvender sig mere til det østlige marked. De har lavet nogle gode telefoner, der formår at ramme, hvad brugerne vil have. Det var Apple tidligere kongen af, siger han og tilføjer:

- Apple havde også en periode efter Steve Jobs død i 2011 (grundlæggeren af Apple, red.), hvor de lavede flere fejl. Her mistede de også noget af deres ellers stabile brandværdi.

Apple har ikke offentligt meldt ud, hvornår det er muligt at købe en af de nye iPhones i Danmark. Men David Guldager forventer, at danskerne snart får muligheden.

- Produktionen af iPhone X bliver nok en lille produktion. Apple vil gerne øge efterspørgslen. Spørgsmålet er blot, om det bliver den samme, når det kommer til Danmark. Det kunne blive i slutningen af september.

Den kommende iPhone X: Her er, hvad vi ved

Navn

I alt lancerer Apple tre modeller. En af dem kommer til at hedde iPhone X. De to andre får navnene iPhone 8 og iPhone 8 Plus. iPhone X er en premium-udgave.

Design

Den nye iPhone X kommer til at skille sig markant ud fra resten af iPhone-familien.

Telefonen vil få en kantfri skærm, ligesom den vil få en bagside af glas eller keramisk materiale.

Størrelsen bliver meget tæt på den nuværende iPhone 7; omkring en millimeter bredere og en millimeter kortere. Tykkelsen er stadig uvis.

Den vil formentlig komme i tre forskellige farver: Sort, sølv og en ny farve, der hedder blush gold. Fronten vil være sort.

Skærm

Rygtet lyder, at Apple skifter til en OLED-skærm, som består af en meget tynd film af organisk materiale. Skærmen vil være et aflangt 5,8” display.
 
OLED har flere fordele sammenlignet med LCD, som Apple tidligere har brugt i eksempelvis iPhone 7. Vigtigst er et lavere strømforbrug og bedre sort-visning.
 
Skærmen vil som sagt gå helt ud til kanten. Faktisk tyder det på, at det måske vil gå rundt om kanten. Opløsningen piller Apple efter sigende ikke ved.

Hjem-knap

Siden den første iPhone blev lanceret for 10 år siden, har en knap i bunden, den såkaldte hjem-knap, eksisteret. Men meget tyder på, at den forsvinder i iPhone X.
 
Det sker som følge af, at skærmen kommer til at gå helt ud til kanten, som man i flere år har set ved eksempelvis Samsung-mobiler.

Identifikation af brugeren

I de nuværende iPhones og iPads er det en fingeraftrykslæser (Touch ID) indbygget i hjem-knappen, som kan låse telefonen op.
 
Hvis hjem-knappen forsvinder, forsvinder også fingertrykslæseren fra fronten af telefonen. Den kan blive flyttet om på bagsiden eller siden, eller den kan blive bygget ind i skærmen.
 
Andre rygter lyder, at en ny aflæser kommer på markedet. To muligheder har været i spil: En øjenscanner og en ansigtsscanner. Lækkede oplysninger bekræfter, at Apple satser på ansigtsgenkendelse. Ansigtet vil blive scannet i 3D, så det ikke er muligt at snyde med et billede.

Kamera

Det forventes, at Apple vil forbedre kameraet i den nye telefon med flere pixels, bedre billedsensor og en større linse.
 
Med kameraet vil Apples øgede fokus på ’augmented reality’ styrkes, og en ’Smart Camera’-feature rygtes at give de nye iPhones evnen til at genkende specifikke scener og motiver i dine fotos.

Lagerplads

Det forventes, at den kommende iPhone vil komme med tre valgmuligheder for lagerplads: 32GB, 128GB og 256GB.

Opladning

Flere rygter går på, at den kommende iPhone vil få teknologi til trådløs opladning.
 
Et lækket billede fra en iPhone-fabrik viser en trådløs ladespole i iPhone X. Udstyret vil formentlig også kunne blive brugt på tværs af produkter som Macs, iPads, iPhones.
 
Det betyder ikke nødvendigvis, at iPhonens opladerport endegyldigt forsvinder. 

Andre specifikationer

I hver ny iPhone-generation har Apple tradition for at introducere en ny topprocessor. I år bliver ingen undtagelse, da en A11 Fusion-processor forventes at debutere i de tre telefoner.
 
Angiveligt vil iPhone X blive endnu mere vandtæt end iPhone 7, der kan tåle kortvarig neddykning i vand ned til 100 centimeters dybde i op til 30 minutter.
 
iPhone X kommer til at være beregnet til brug under konstant nedsænkelse i vand i længere tid og på dybder over en meter, hvis man skal tro rygterne.
Derudover vil telefonen formentlig få et større batteri og få trådløse AirPods-hovedtelefone som standard.

Pris

Priserne for Iphone X-telefonen siges at begynde ved 999 amerikanske dollars og slutte ved 1199 dollars for den dyreste variant med 512 GB lager.

Omsat til danske priser vil priserne lyde på mellem 9000-11.000 kroner, når moms og told medregnes.