Facebook ramt af nedbrud

16x9
Foto: LOIC VENANCE / Scanpix Denmark

Mange brugere verden over oplevede lørdag eftermiddag problemer med den sociale medieplatform Facebook.

Nogle brugere kunne lørdag eftermiddag slet ikke komme på Facebook, mens andre havde problemer med at poste eller like opslag på Facebook.

Ifølge hjemmesiden downdetector.com opstod fejlen omkring kl. 15. Her registrerede Downdetector en pludselig stigning i antallet af rapporterede fejl, og i løbet af kort tid blev der noteret over 8.000 fejlrapporter.

Kunne ikke opdatere status

Forsøgte man at opdatere sin status fik man fejlmeddelelsen: “Kunne ikke opdatere status. Der opstod problemer under opdateringen af din status. Prøv igen om et øjeblik.”

Nogle brugere får desuden besked om, at sitet er under vedligeholdelse.

Ifølge Downdetector havde 40 procent af de brugere, der meldte om fejl, problemer med at logge ind, mens 39 procent oplevede ‘total blackout’.

Omkring en femtedel havde problemer med at poste billeder.

Omkring kl. 16.55 ser problemet ud til at være løst.