Pilotløse fly kan give milliardbesparelser - der er bare ét problem

16x9
Førerløse kommercielle fly kan være en realitet fra omkring år 2030, vurderer storbanken USB. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix Denmark

Førerløse fly kan spare flyselskaberne for omkring 220 milliarder kroner om året.

Ville du sætte dig ind i flyet til Mallorca, vel vidende at cockpittet stod tomt, og at det var en computer, der skulle flyve dig sikkert frem til sol og sangria?

Inden for få år kan det førerløse blive en realitet - også når det gælder den kommercielle luftfart. Den schweiziske storbank UBS forudsiger, at de første førerløse kommercielle fly kan blive til virkelighed omkring år 2030.

Og teknologien kan spare flyselskaberne for mange penge.

Ifølge en analyse fra USB vil selskaberne kunne spare omkring 220 milliarder om året på besparelser fra piloters løn, lavere forsikringsudgifter og færre udgifter til brændstof. Og ikke nok med, at flyselskaberne vil kunne spare penge, vil kunderne også kunne spare en hel del på flybilletterne, hvis besparelserne går til dem, skriver CNN.

Det ultimative kontroltab

Der er bare ét problem - ifølge en undersøgelse fra USB vil kun 17 procent af 8000 adspurgte rejse med et fly uden fører.

Og det er ikke overraskende, mener psykolog Mette Kroier, der selv har skrevet en bog om flyskræk.

- Flyskræk er en meget kompleks fobi, hvor det primært er tre ting, der spiller ind. Kontroltab, højdeskræk og klaustrofobi med den første som den mest fremherskende, siger hun og fortsætter:

- Derfor vil det at sætte sig ind i et førerløst fly repræsentere det ultimative kontroltab, fordi der netop ikke er nogen, som ligner os, der er i kontrol.

Netop at det ikke er nogen, der ligner os, som sidder bag roret i cockpittet, er en afgørende faktor, mener Mette Kroier.

- Det mange af os, der lider af flyskræk, trøster os ved, er, at piloten også er et menneske, der gerne vil hjem til sin familie. Vi, som mennesker, er tilbøjelige til at tænke, at det altid er bedre, hvis det er nogen, der ligner os selv, der har kontrollen.

Læn dig tilbage og stol på maskinen

Om fremtiden for det førerløse fly bliver stoppet af menneskets angst for kontroltab, vil Mette Kroier ikke spå om, men hun opfordrer til at gøre, som hun selv gør, når hun skal flyve.

- Det handler om at lukke ned for alle sanser, siger hun.

- Sæt dig med en bog, fald i søvn eller lyt til noget musik. Du har alligevel ingen kontrol over det, der sker - hvad enten det er en computer eller en levende pilot, der sidder bag roret. Vi bliver nødt til at læne os tilbage i visheden om, at den som flyver flyet, eller som har programmeret det, ved meget mere om det, end du gør.

Afstemning