Microsoft slukker for populært tegneprogram

Et af de ikoniske Microsoft-programmer, Microsoft Paint, er snart fortid - efter 32 år.

Microsoft Paint blev 32 år.

Sådan kan det korte budskab lyde, efter Microsoft ifølge britiske The Guardian dropper et af de mest populære programmer, som blev introduceret helt tilbage i 1985, da Windows 1.0 kom til verden.

Microsoft Paint har i løbet af sin levetid været elsket og brugt af mange computer-brugere, fra fem-årige børn med kreative evner til højt lønnede grafiske designere, animatorer og tegnefilmskabere.

Men ifølge The Guardian er Microsoft Paint en af de features, der bliver droppet, når den næste opdatering af Windows, Windows 10, bliver offentliggjort til efteråret. Af andre programmer, der ifølge The Guardian bliver droppet i forbindelse med opdateringen, er Outlook Express og Reader App.

Vigtig del af Windows

Paint, der var en del af den første version af Windows 1.0 i 1985, blev hurtigt en vigtig del af Windows og var ofte det første redskab, grafik-redaktører brugte i deres arbejde. Programmet startede sit liv hos Microsoft som en version af selskabet ZSoft's PC Paintbrush, og det var ikke før Windows 98, Microsoft Paint kunne gemme ting i JPEG.

Ifølge The Guardian var Microsoft Paint ikke en af de bedste apps, men hvis du ville skrive noget ned hurtigt med musen eller lave hurtigt klippe-klistre arbejde på computeren, var Microsoft Paint der altid, også på arbejdscomputere.

Den nyeste version på Windows 7 var stærkt forbedret, men blev stadig regnet som et dårligere program end for eksempel det gratis Paint.net.

Den præcise dato for, hvornår Microsoft Paint bliver fjernet fra Windows, er ikke bekræftet, og den præcise dato for offentliggørelsen af opdateringen Windows 10 Autumn (efterår, red.) - "Creators Update" (Kreatørernes Opdatering, red.) er også ukendt.

Men det er altså en af de længst-levende programmer fra Windows, der bliver droppet, når Microsoft Paint endeligt bliver lagt i graven.

Microsoft har efter nyheden i en udtalelse erklæret, at Paint ikke bliver slukket, men at man i fremtiden selv skal hente programmet.